DUNKIRK – ******

Christopher Nolan

Det står klart fra det allerførste, stille møde med de øde gader i ’Dunkirk’: Situationen er desperat. Og det her er en ekstraordinær og mesterlig film.

Sammen med de franske allierede er de engelske soldater omringet fra alle sider. Det er 1940, og slukøret må de små 400.000 soldater vente på stranden ved Dunkerque, mens tyskerne trænger sig tættere på. Flåden indrullerer private både til en storstilet evakuering.

Dette er ikke en sædvanlig krigsfilm, den løfter sig over alle genrens klicheer og hang til påklistrede baggrundshistorier. Vi møder hver enkelt person præcis hvor de er, uanset om det er på stranden, på vandet eller i luften. Vi mærker hvem de er gennem deres blikke og handlinger.

Den unge mand, der har usædvanligt stærke overlevelsesevner og som danner et usædvanligt venskab. Den erfarne pilot, den ældre fritidssejler og hans søn, de mange anonyme soldater og de officerer, der skal være stærke, mens håbet svinder ind.

Alle har deres plads, alle tråde væves sammen på smukkeste vis, og de enkelte præstationer er så lysende, selvom man blot har få replikker og ellers blikke at gøre godt med. Der er ikke en falsk tone fra Tom Hardy, Cillian Murphy, Kenneth Branagh og Mark Rylance.

Det er dog relativt ukendte navne som Fionn Whitehead (overleveren), Aneurin Barnard (hans ven), der virkelig får gjort filmen nærværende. Deres mørke, ungdommelige sammenbidthed mod Tom Glynn-Carne (en af de private, der hjælper), der ligner en drengehelt, og bliver det.

Filmen bevæger sig i elementerne og tiden omkring evakueringen; en uge før på stranden, en dag på havet og en time i luften, der kulminerer på smukkeste vis. Været så tæt på vand, sand og spejdet mod horisonten, hvor England næsten kan anes, at når vi ser Dunkerque fra luften mod slutningen, er det næsten et chok. Her er byen, her er Europa, her begynder resten af det, der kæmpes for.

’Dunkirk’ er voldsom film og en voldsom smuk film. Musikken af Hans Zimmer føles så tæt på handlingen, at man kan blive i tvivl om den er der. En tone, der følger en flymotor, en vind, en bølge. Billeder, der giver lyst til at række ud, lys, skygge, vand og ild.

1 comment Write a comment

  1. Pingback: Kino & Kaffe: Nederlagets triumf. – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

Leave a Reply

%d bloggers like this: