The Beguiled – ****

Sofia Coppola

Ting og folk er sjældent, hvad de giver sig ud for. Således også i denne søvnigt sensuelle thriller, der ikke just matcher sin alt for heftigt klippede trailer. Forventer man ungmø-horror, vil man blive skuffet. Men overgiver man sig, bliver man foruroligende henført.

Under de moshængte træers ly finder lille Miss Amy (Oona Laurence) en såret soldat (Colin Farrell), og hun tager ham med sig. Borgerkrigen mellem nord og syd kommer med ham ind i den regelmæssige, dannede hverdag, der hersker på den lille skole, hvor hun bor med fire andre piger, huslærerinden Miss Edwina (Kirsten Dunst), alle underlagt den lidt kølige forstanderinde Miss Martha (Nicole Kidman).

Jo, der er spænding. Twists og fare på færde. Men det går langsomt, roligt og så dovent som en svedperle på varm sydstatssommerdag, Gruen og manererne fletter sig ind, lige så konstant som cikadesang. Som kanonerne, der raser i det fjerne, og som ingen i det statelige og øde hus hører længere.

Det er det fineste underspillede drama i lyd og lys. Huset knirker, der hviskes, henåndes i hvide kjole, blikke kastes, lyster vækkes. Alt holdes tilbage, men siges desto tydeligere. Det maskuline og element er en fremmed i dette feminine overklasse-fristed, hvor man holder på formerne og sig selv i skak, hvor dagene går i ring, indtil man ikke kan længere.

Alle spiller godt; Colin Farrell har det mørke og den fløjlsbløde snuhed, der gør hans korporal McBurney interessant, Nicole Kidman er troværdig som sydstatsskønheden, der ikke længere har en fremtid, og Dakota Fanning er ildevarslende i sin sanselige opvågnen. Hun higer voldsomt efter at blive kvinde.

Bedst er dog Kirsten Dunst som Miss Edwina, der ønsker sig langt væk, og som er alt for smerteligt bevidst om at befinde sig midt mellem de to; den unge pige, der springer ud som en rosenknop og gammeljomfruen, der er låst fast til den forladte og overgroede have.

Sofia Coppola kunne snildt have skruet ned for tåge, støvede solstråler og gentagelser i denne film, gjort den mere skarp. Men det er nu engang nok det, der er det fine ved den. Lad andre om at banke noget effektivt sammen, der giver os, hvad vi forventer.

Nogle gange skal det være langsomt og ondt som malurt i en Mint Julep. Sødt, sexet og bittert på samme tid. Men det er en smag, der ikke er for alle.

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: