Nye Verden – ****

Petra Volpe

Uanset køn, ser man denne film med et særdeles skævt smil. Og en knude i maven, der skiftevis løsnes af latter og snører sig sammen af ubehag og vantro, fordi handlingen i 1971’ernes Schweiz trods alt er så tæt på.

Nora (Marie Leuenberger) er en mild husmor i en idyllisk lilleby, hvor verden udenfor ikke rigtigt trænger sig på. Hverdagen med manden Hans (Max Simonischek), børn og svigerfamilie fylder hele hendes liv. Enhver har sin plan i den guddommelige orden, hvor kvinder ikke kan stemme og far altid ved bedst. Nærmest fraværende og uden ideologisk bagtanke får hun involveret sig i kampen for kvinders rettigheder og finder sin egen stemme.

Den er vældig, vældig fin. Og rørende og effektivt skruet sammen. Det er morsomt, at se denne formel set i så mange andre film omsat til Schweiz. En lille mus, der finder modet til at brøle og gennem sammenhold og bevidstgørelse ændrer alt.

Men altså, man krummer også tæer undervejs. Ikke over skuespil, manus, replikker eller selve håndværket i filmen. Men over det kvindesyn, der uden blusel var fremherskende blandt både mænd og kvinder, og som siges højt uden blusel. Kvinder måtte ikke eje noget. De skulle spørge deres mænd om lov til at arbejde, og det blev forventet, at de altid tog sig af alt det huslige, naturligvis også for svigerfamilien. At filmens mandlige karakterer i den grad skal have øjnene tvunget op for at se skævhederne, bør få enhver mand til at bakke op om at det syn og den skævhed ikke længere bør have en plads i verden. Ikke her, ikke i Schweiz eller andre steder.

Nora er fint dannet figur (med et ret symbolsk navn, bevares), der ikke bliver overdrevet. Naturligvis skal hendes udvikling ske i nogle ryk, og visse af dem føles lidt for forcerede.

Men Marie Leuenberger har en utrolig delikat, mut skønhed og finesse i sit spil. Og bliver bakket op af virkelig sjove og solide medspillere, og et tidsbillede, der er ramt på kornet. Aldrig har et par nye kassebukser og en stram, gul polyesterbluse fået en kvinde til at føle sig så vakt til live!

De andre kvinder frigøres sammen med Nora, hver på deres måde. Særligt landsbyens skøre gamle dame Vroni (Sibylle Brunner) liver op, men også Noras niece og svigerinde må på hver deres måde kæmpe for at skabe deres egen plads i verden.

Klichéer? Åh, et par stykker. Holdt op mod den virkelighed, som datidens kvinder levede i, trækker de noget ned – men ikke noget, der får alvor er hår i fonduen.

Nora går hjemmefra. Og ændrer andres liv til det bedre. Godt brølt, tigermis.

Leave a Reply

%d bloggers like this: