God’s Own Country – *****

Nogle gange vælger vi ikke selv vores skæbne. Når vi ikke gør, kan den føles som den en spændetrøje, en lænke. Men manglende valg kan også betyde, at vi frigøres og finder os selv.

Unge Johnny Saxby (Josh O’Connor) lever ikke, han eksisterer knapt bag sit panser af druk og fjendtlighed. Hver morgen vågner han på familiens gård med kodyle tømmermænd fra aftenens druk på pubben, inden dagens ubønhørlige dont i stalden eller på markerne går i gang. Han har intet andet end det. Hans strenge far (Ian Hart) er delvist lammet, den ordknappe bedstemor (Gemma Jones) står for huset, og Johnny kan hverken holde sig selv eller verden ud. Det er snart tid til smålam, og faren har hyret en rumæner (Alec Secareanu) til at hjælpe i sæsonen.

Det er barskt i Yorkshire. Man taler knapt nok med hinanden, man knurrer og stirrer væk, man slider sig selv op i et ubønhørligt landskab.

Lige så langsomt som publikum vænner sig til og begynder at forstå den unge mand, der ikke forstår sig selv, indser han langsomt at ‘sigøjneren’, som Johnny konsekvent kalder Gheorghe, måske ikke er en trussel, men en mulighed.

Denne film er smuk, hård og kuldslået. Derfor er de nænsomme sprækker af ømhed og forståelse særligt rørende, når de opstår. Når lyset rammer et hegn, når længsel og råhed bliver mødt med en vagtsom kærlighed. En søn, der vasker sin far. Og ikke bare en far, men en patriark med vrede inde bag den knækkede, uduelige krop. Et blik, et smil, en uventet blomst på bordet. En hånd, der rækker ud.

Man ser filmen, hvor der på papiret ikke sker meget, med tilbageholdt åndedræt. Som om man er bange for at skubbe til noget skrøbeligt, der spirer midt i det rå.

Præstationerne er usædvanligt gode hele vejen rundt, men det er i høj grad Josh Connors film. Han er heftig, ynkelig; en bonderøv, der aldrig har lært at udtrykke kærlighed. Hans udvikling er rørende. Kameraet er intimt i det spirende forår, det fanger enhver følelse i det stormende indre, der er inde i Johnnys stærke krop, fanger hvor meget han er fanget i sig selv og lænket til en gård og et liv, han ikke har valgt.

Modsat en anden film, der også foregik på landet og involverede mænd og fåreavl, føles filmen autentisk og har en råhed og et håb, der ikke kan slukkes, uanset skæbnen.

Leave a Reply

%d bloggers like this: