QEDA – ****

Max Kestner

Det er både et velkendt og helt fremmedartet København, man synker ind i med Max Kestners ambitiøse tids-thriller.

Klimakatastrofen er indtruffet. Fang Rung (Carsten Bjørnlund), familiefar og leder af efterretningstjenestens tidsrejse-enhed, deler sig i to og sender sin anden halvdel tilbage i tiden for at få den teknologi, der kan bremse saltvandets ætsende dominans. Hans lille datter er syg af saltforgiftning, og han må kæmpe med sig selv og mod tiden for at redde hende, sig selv og verden.

Science fiction handler ofte om at slå det sandsynlige fra og acceptere plothuller så store, at man snildt kunne flyve Tusindårs-falken igennem dem. Skidt med at fremtidsteknologierne ikke giver mening, selve historien ligger jo i det nære. Det handler i virkeligheden om, hvordan vi er som mennesker.

Således også i ‘QEDA’, hvor det egentligt er familien, der er fokus. Det ville ikke gøre noget, hvis det ikke var fordi, at det gør filmen lidt mindre end den behøvede at være.

Skal vi tro på, at tidsrejser foregår i det vand, der er ved slå verden ihjel? Jo, hvorfor ikke. Skal vi købe, at magtens æstetik i 2095 ligner 1960’erne med palisander på alle flader i en verden, hvor træer og grønt er omtrent væk? Så skidt. Der er noget i æstetikken i interiørerne, der får filmen til at ligne noget fra DR Drama. Intet dårligt i det, men så mange små facetter af filmen, sidehistorier og baggrund, kunne måske være foldet ud bedre i en serie.

Bjørnlunds sammenbidte og sympatiske skildring af en mand, der måske mister fodfæstet og finder sig selv, får os med. De gode præstationer og interessante bifigurer er der; særligt to tidsrejsende, der er i husarrest.

‘QEDA’ har glimt af vild originalitet, hvor man mærker en vilje til at skabe en stor (og udansk) film, særligt i de (alt for) få scener, hvor vi ser fremtidens København. Åh, hvor ville man ønske sig langt mere af det, fordi det er godt tænkt. Naturligvis er ministeriets vinduer fedtede af salt. Naturligvis betaler man for ting med ferskvand. Men ambitionerne på selve plottets vegne måtte gerne have været lidt større.

 

Leave a Reply