Andrey Zvyagintsey
Dette er en smuk og ubehagelig film. Og aldeles medrivende i sin kulde. Den er chokerende på grund af de ting, der ikke sker.
Drengen Aleksey (Matvey Novikov) er tolv år og bor i et af de enorme hvide etagebyggerier i udkanten af Moskva. Hans forældre (Maryana Spivak, Aleksey Rozin) er midt i en bitter skilsmisse, begge klar til at komme videre med nye partnere, og sønnen er i vejen. Kærligheden mellem dem har aldrig været der for alvor, og nu forsvinder drengen også.
Kameraet dvæler meget i denne film. På nøgne træer, på en stille sø, på menneskelig kulde og indre fortvivlelse i lejligheder, der føles som mausoleer. Der er meget skønhed, men den er frysende, tom og drænende.
Det får filmen til at føles en anelse lang med sine to timer med karakterer, der kun modvilligt slipper facaden. Til gengæld er det desto mere chokerende, når de gør. Det er mennesker, man har lyst til at ruske. Langsomt forstår man særligt moderen bedre, men langt de fleste er tomme skaller, fyld i filmens univers eller udhulede, tømt for følelser. Og det er vist pointen.
‘Loveless’ har fået et hav af nomineringer og priser (blandt andet Juryens Pris i Cannes), er nomineret til Golden Globe for bedste udenlandske film, og ligeså forventes af Oscar.
Som filmgænger vil man gå forgæves, hvis man ønsker plotbaseret action, men derfor er historiens insisterende tøven desto mere dragende. Der er ikke nemme svar. Kun et hul, der hvor en uønsket dreng engang stod og skreg lydløst, kun et savn, der ikke kan formuleres af mennesker, der aldrig har lært at elske.
Fraværet af drengen og kærligheden går i marv og ben. Og alligevel kværner livet videre og slider os ned. Det er mesterligt og ondt på samme tid.
