Fifty Shades – Fri – ****

Uh, jeg er en slem anmelder og jeg burde skamme mig. Men denne sidste mundfuld af den syndefulde trilogi var faktisk… ret charmerende. Og mere fluffy end en kage, der består af flødeskum.

Anastasia og Christian (Dakota Johnson og Jamie Dornan) gifter sig, tager på bryllupsrejse og nyder livet som Mrs. og Mr. Grey. Livet er smukt, kælent og lækkert – men snart dukker der en slange (Eric Johnson) op i deres parparadis, og de elskende skal nu slås for kærligheden og livet.

Ja, men sådan er det jo! Bare fordi man får prinsen, legerummet, orgasmerne og halvdelen af multimilliarderne, så er det ikke bare lige at leve lykkeligt til sine dages ende. Det kan man jo sige sig selv.  Det, der får én igennem klodset dialog og flade figurer, er hverken reklamelækker sex (forstå mig ret: det hjælper!) eller de effektive pophits, der smyger sig ind i øregangene som musikkens svar på glidecreme.

Nej, under det usandsynlige plot og de sære præstationer, virker Johnson og Dornan rent faktisk som om, de har overgivet til filmens univers og historiens egentlige mål: Nemlig, Den Store Kærlighed, som Cartland skrev den. Drysset med lidt action og thriller, bare fordi, men dybest set så uskyldsren som sne.

‘Fifty Shades’ har aldrig handlet om underkastelse og dominans. Ville jeg ønske, at bøgerne var skrevet bedre? At filmene var mere modige og løftede forlægget til mere interessante højder? Bestemt. Historien udsprang af fan fiction over ‘Twilight’, se den som en teenagefilm, og filmen giver straks mere mening. Lige så luftig og klistret som candy floss. Alle involverede ved godt, at det er eskapisme, ikke dyb kunst. De hygger sig. Muligvis fordi det er den sidste.

Trilogien er blevet latterliggjort siden første bog. I en grad, at man må tro, at folk nyder at væmmes over den. Alligevel er den stadig dybt elsket af fans. Intet hverken jeg eller mine ekshibitionistisk afskyende kritikerkolleger siger, kan slå skår i den kærlighed, der er til serien.

At jeg var underholdt, betyder ikke at det en god film. Den er dog aldrig slem. Filmen kommer næppe på en lødig liste over uomgængelige værker, den er skabt til et liv som guilty pleasure. Men dog pleasure. Ja, jeg kunne lide den. I det store hele.

So spank me.