Nausicaä fra vindenes dal – ★★★★☆

Hayo Miyazaki

stjerner

Den allerførste tegnefilm fra den japanske mester Hayo Miyazaki er en smuk, postapokalyptisk øko-fantasy. Og en lille smule bedaget.

Prinsesse Nausicaä lever på randen af Giftsumpen, der truer med at opsluge de få beboelige steder, der er tilbage på jorden efter en altødelæggende krig.

Planterne er giftige og insekterne er gigantiske, og vrede på menneskerne. Mere krig er på vej, hvilket kun vil gøre de enorme Ohmu-biller endnu vredere og ødelægge verden.
Nausicaä vil skabe fred. Hun ved, at menneskerne og naturen kan overleve ved at stå sammen og insistere på at leve i harmoni med hinanden.

Firserne var på mange måder et forunderligt årti. På samme tid pastelfarvet idyl, romantisering af fortiden, og sortseende No Future-æstetik. Her mødes det i en fortælling, der stadig har noget at sige, selvom tiden ikke har været alt for nådig ved Miyazakis fantasy-animation fra 1984.

Ethvert barn af firserne vil frydes over de vanvittigt smukke billeder og over stregen, der giver mindelser om tegneserierne fra Möebius og de mange albums om ’Yoko Tsuno’ og ikke mindst ’Linda og Valentin’. Kendere af Miyazaki vil genkende flere elementer, der går igen i de øvrige film fra Studio Ghibli.

Når prinsessen flyver elegant over foruroligende landskaber, gennem solkyssede skyer og mod sværme af voldsomme insekter, ja, så svæver ’Nausicaä…’ virkelig.

Men de abrupte skift i syntheziser-musik på den originale, urestaurerede lydside, og ikke mindst den noget klodsede pointe (krig er ondt, pas på naturen, man må ikke dræbe selv det mindste væsen), kan godt rive en ud af den magi, som ’Nausicaä…’ vil give videre.

Farverne er falmede, og det gør filmen en smule fersk. Det trækker ned i skønheden og er indimellem decideret distraherende. For eksempel i svæveflysekvenserne, hvor der er kig til prinsessens gamacher, der er blevet kødfarvede med årene.

Temaet er vel stadig aktuelt, selvom hønsestrikket sci-fi ikke er helt hipt længere. Men at ’Avatar’ var en succes og håndtegningerne er tilbage i animationsfilm, har åbnet døren for en dansk premiere så mange år efter.

Filmen er en særpræget og fin sommergæst, man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Men man er glad for, at den er her. Lidt som en bænkebider.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.