The Mother Lode.

Det havde jeg så ikke lige regnet med.

Først undren, da de første føromtaler kom. Titlen, der lød komplet stupid. Så irritation over stills fra filmen, der lød til at have det mest kiksede plot nogensinde. Og en virkelig klam helt, der umotiveret rendte rundt i alt for lidt kluns. Alt dette var ikke uventede kilder til en eller anden form for reaktion.

Det uventede var min kriblende nysgerrighed efter den efter at have set traileren. Og ærgrelsen over at en af mine anmeldere insisterede på at tage den selv. Men det, der virkelig tog fusen på mig, var ikke effekterne, de ujævne præstationer og et plot, man i en eller anden form har set mange gange før.

Men det, der overraskede mig mest, var mit massive smil på læberne under 3D-brillerne. Den totalt barnlige glæde i maven, der slog kolbøtter og slap kluklatter og jubel løs.

Jeg kunne virkelig godt lide ’John Carter’. Og ikke nok med det. Jeg var oppe at køre over den adskillige dage efter.

Jeg prøver at være så åben overfor enhver ny film som jeg overhovedet kan. I princippet vil jeg helst vide så lidt som muligt inden pressevisningen. Nogle dage sniger armene sig alligevel over kors, allerede inden jeg synker ned i de bløde bio-sæder. Eller er allerede i luften, eller med fingrene krydsede, fordi jeg har glædet mig til at se filmen. Men jeg gør mit bedste for at være neutral til at begynde med.

(Men lad os sige det sådan; konceptet om en jordisk mand, der skal redde Mars fra en borgerkrig, kun udstyret med de bare næver, sin sixpack og sit lændeklæde, virkede ualmindeligt fjollet.)

Følgelig havde jeg ikke nørdet op på hvem og hvad ’John Carter’ er. Jeg sad klar til det meste. Anmeldertjansen var uddelegeret, så jeg skulle egentligt bare underholdes. Og det blev jeg. Noget så læsterligt.

Undskyld, men hvordan kan man blive andet med en film, der tager det bedste fra ’Stargate’, ’Star Wars’, ’Flash Gordon’, ’Avatar’, ’Indiana Jones’ og smider det hele sammen? Og oven i købet smider en western oveni og krydrer med ’Braveheart’ og en masse sværd- og sandalfilm af Cecil B. DeMille’ske proportioner? Der er oven i købet en sød alien-hund!

Jeg sad i en sal af vist ret skeptiske anmeldere. Muligvis har der (på de billige rækker) været nogle anmeldende fanboys, der var lige så begejstrede, men ikke overraskede.

De vidste, at det her var ’The Mother Lode’, hovedåren til over hundrede års rumfilm og fantasy, at det her er sci-fi-genrens ’Ringenes Herre’. Det forestillede Edgar Rice Burroughs sig nok ikke, da ha skrev fik udgivet historien for 100 år siden. Men sådan blev det. Det her er guldet inden for pulp.

Jeg blev reduceret til dengang, jeg så de andre film første gang i de tidlige firsere. Hvor alt det, der gør ’John Carter’ til en ramasjangfilm af bedste skuffe, var visuelt banebrydende og et vindue ind i helt nye universer. Jeg havde set det hele før, men kun gennem andres udgaver.

George Lucas har engang siddet og haft den samme fornemmelse i maven, når han som dreng lå og læste netop denne historie under dynen med sin lommelygte (gætter jeg på).

Filmen ‘John Carter’ er ikke stor kunst, men den gjorde godt hele ud i tæerne. Det er ikke epokegørende, men for filan, hvor er det episk. Hurra for mænd i lændeklæde, prinsesser med sværd og ædle vilde væsner.

Jeg var venligst inviteret af Disney til at se ‘John Carter’.

1 Comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.