Der er sket meget med deltagerne siden sidste års konference. Community-tanken er ikke længere den tågede kyst, vi navigerer famlende hen imod på oprørte vande. En glitrende drøm om et sted, hvor man måske engang kunne engagere sin målgruppe, der kunne få optimale rammer til at vokse og gro.
Nu er vi her. Og vi spørger helt naturligt hinanden, mens vi netværker som det naturligste i verden: Hvad så?
Der var mange tanker og inspirerende input på årets Community Conference. Som altid havde Seismonaut lagt sig i selen for at finde oplægsholdere der både kunne henrykke og sparke mås. Men en ting er glittede slideshows, fyndige soundbites og sexede to-do-lister serveret på sølvfade under de varierede sessions.
En anden er, hvad folk taler om imellem sessions. De vil have beskidte fingre. De vil helt ned i materien, høre om de konkrete ting, andre har gjort. Også når det gik galt. Deltagerne er ankommet og de har allerede smøget ærmerne godt og grundigt op. Og de forlanger værktøjerne til at tage skridtet videre.
De ved allerede, hvordan man får sin organisation ombord. At det handler om at tale bundlinje og ikke (kun) bløde værdier. At det handler om at kunne måle og veje, samtidig med at skabe et rum, som folk har lyst at bruge krudt på.
Nærvær, der skaber værdi – og som kan udvikle både medlemmer og organisation, hvis man tør.
De fleste af årets deltagere finder det helt naturligt at ville målrette indhold ud fra data og forbrugeradfærd. Men de er usikre på hvordan de skal gøre det.
Vi skal have knækket koden til at bruge data klogt. Vi skal bruge kompasset til at kunne forudsige og modellere, hvad der sker i vores communities. Hvor er vi om seks måneder? Om et år?
På sin vis er det fornemmelsen af, at konferencens deltagere for en enkelt dag selv deltager i et community, der bliver tilbage. Rammerne og viljen er der. Nu er det tid til at komme dybere.
