Berlinale, her har du mig tilbage!

Der er visse ting, der ikke ændrer sig, når jeg tager til Berlinale. Forventningens glæde, kulden, når man haster fra den ene biograf til den anden, frustrationen over udsolgte forestillinger og en tåget mening om at en vilkårlig ændring af status quo er et angreb på den måde, tingene nødvendigvis burde være indrettet. Og filmoplevelser i både pocketformat og episke proportioner. Modsætningsfyldt og uimodståeligt, når først man er hooked. Sådan er det. Og sådan skal det vist være.

Ankom i dag, og  ville ønske, at jeg havde noget spændende at berette. Men har bare suget stemning til mig, konstateret at alt er, som det skal være, bortset fra at jeg ikke kunne komme til at se hverken ‘The Guard’med Brendan Gleeson og Don Cheadle, ‘Here’ med Ben Foster eller Ralph Fiennes’ instruktørdebut ‘Coriolanus’. Eller nogen anden film.

Men det er i dag. I morgen er imorgen. Jeg er alligevel så eddiketræt, at det heller ikke nytter at sidde i et plyssæde. Selv ikke (eller måske netop især ikke) et af dem, der befinder sig på den anden side af gaden i Urania-biografen.

Vil dejse om i bevidstheden om at store oplevelser ligger foran mig. Jeg håber, jeg kan give dem videre til dig, nu jeg har endelig har fået min helt egen ølkasse (som skal fifles lidt med, men her er den altså) at råbe fra.

Jeg har en uro, der ikke helmer, før mørket sænker sig og jeg ser bjørnelogoet og den rituelle intro-jingle (som jeg ville ønske, de ville lægge ud som ringetone eller noget).

Godnat – mere følger i morgen.

Leave a Reply

%d bloggers like this: