Bøger er egentlig sære. Det er intimt at kaste sig over et andet menneskes ord, tage dem ind. Bøger er små møder, nye tanker og billeder, der kan ændre en for altid. Og nogle gange er de ‘bare’ bøger. Frem for alt er de møder noget mellem læseren og bogen, næsten mere end de er mellem læseren og forfatteren.
Netop derfor holder jeg meget af at trække en tekst ud af den boble, den danner om sig selv og sin læser. Hvor ordene skal indgå i en større sammenhæng. Jeg holder af, at litteratur både er kunst og et produkt. Du kan have historien i hånden, ikke kun mellem øjnene og forstanden.
Jeg elsker BogForum med alskens kræmmergejl og salg, Krimimessen i Horsens og alle de store og små arrangementer, som Politikens Boghal og ikke mindst Opdigtet Onsdag, byder på. Og alle festivalerne for stort og småt (nægter at sige ‘smalt’ og ‘bredt’).
Var til Louisiana Literature, hvor ord og forfattere fik plads til at udfolde sig. Under samtaler og oplæsninger svævede sætninger nøgent mellem kunst, over mennesker. De ord krævede nærvær i en anden grad, netop fordi de stod alene.
I parken står dette ønsketræ, et værk af Yoko Ono. Publikum skrev og hængte op. Drømme om sjælefred, kæledyr og kærlighed, flaksede i vinden fra Øresund. Flige af andres liv, sat til skue. Stof til mange romaner. Jeg skrev ikke. Men læste, sugede til mig og tog billeder.
Lige nu er jeg til Vild Med Ord, en litteraturfestival i Århus. Jeg er her for at lave forfatterinterview med Anette Sørensen Habel, der har skrevet romanen ‘Ormen i æblet, hvor hun har fiktionaliseret sine oplevelser for 16 år siden, da hun parkerede sin sovende datter i en barnevogn i New York. Sammen skal vi sætte ord på, forhåbentligt svæver de, sætter tanker i gang.
Jeg har min egen bog i tasken, jeg giver ordene videre. Jeg er stolt og spændt. Jeg er nærværende, glad. Jeg ønsker ikke meget mere, selvom jeg kun har ord.
