For en måned siden eksploderede min verden. Eller sådan omtrent. Jeg var omgivet af dejlige mennesker, min roman var endelig, endelig udkommet, og samtidig skulle jeg finde mig selv i en hel ny virkelighed.
En virkelighed, der både ligner sig selv, fordi den rummer en kerne, der hele tiden har været mig, og er helt ny, fordi den kerne skal nu leve i nye sammenhænge. Jeg flytter og flytter mig. Jeg kommer nærmere kernen, sådan føles det, selvom jeg navigerer i nyt.
Når nogle af de fine mennesker, der har fulgt mig både før og under skrivningen af ’Smerten selv’, spørger mig, om det ikke er vildt det hele, så nikker jeg, men jeg mener det ikke så meget. For alle de praktiske ting holder mig, så vidt det er muligt, på jorden. Og min stadig noget famlende forståelse af forfatterlivets andre facetter hjælper også på det.
Når jeg tror, jeg er på shortlisten til BogForums debutantpris, men kun er på deltagerlisten. Og ikke er ked af det, fordi jeg egentlig er på vej ind i en bus med mine børn, da jeg får det at vide. Kun lidt flov, fordi jeg ikke fangede forskellen først.
Når jeg kulret køber samtlige avisers bogtillæg, for at se om der ikke lige skulle være kommet en anmeldelse mere, og der ikke er. Når jeg forbereder mig to aftener for at læse op på Kulturnatten. Når jeg glæder mig som et barn over at folk, jeg ikke kender læser romanen og giver sig til at skrive om den på Saxo. Når jeg får lejlighed til at fortælle om bogen. Nogle dage kan jeg føle mig vældig vigtig. Andre dage må forfatterskabet lige vente, fordi andre ting er vigtigere end fiktion.
Andre gange slår det som en hammer. At min bog står i boghandler. At den findes. Når jeg tænker på alle dem, jeg kender, der har drømt eller drømmer om netop det. Så er det faktisk ret vildt.
Jeg er gået en lang tur i dag, inden jeg skrev netop det her. For at tænke over alt det. Og for at se, om det rids af et plot, jeg har til en toer måske kunne komme lidt nærmere sin kerne.
Ruten var ny for mig. Jeg sugede til mig af halvrådne kastanjeblade, lyset ved Søerne, gyldne brande på træer og på vådt græs i Fælledparken, mine fødder førte mig nærmere. Jeg tror, der er noget.
Jeg glæder mig til at skrive det.
