Se monstrene i øjnene.

Jeg lyver, kære læser. Eller rettere, så ved jeg ikke altid, hvad jeg skal svare, når jeg bliver spurgt ud om min bog. Under BogForum-interviewet bliver jeg og Lars Kjædegaard spurgt ud om hvorfor vi dog skriver om de der græsselige mord og onde, onde mennesker.

Lars svarer, at for ham handler det meget om, at ondskab virker stærkere, når det er i en hverdagsramme. At krimimord er en metafor for de forfærdelige ting, der kan ske for folk. At man ikke skal være bange for monstrene.

Men Mette Vibe Utzon spørger så mig. Hun mener, jeg måske godt kan lide at skrive de mord, at jeg udpensler lidt og ’hygger mig med det’, og det har hun jo ret i. Men hvad svarer jeg? Noget lidt uforpligtende og glat, om at komme ’lidt ud i yderpunkterne, der ikke er for tæt på’. Og så skynder jeg mig at skifte emne.

Som om.

Hør her. Jeg tror meget på de monstre. Og jeg tror, man godt må være en lille smule bange for især de monstre, der gemmer sig under sengen, i skabet. Man må godt forstå dem, følges med dem. Så længe man har en snor tilbage.

Mickey Liebermann har på et tidspunkt i bogen en samtale med en kvinde, han gerne vil i lag med. De snakker om alle de mennesker, der arbejder med sig selv, men egentligt ikke for at blive fri af deres skyggesider og monstre, men for at flette tæer med dem.

Jeg vil meget nødigt slippe for mine. Men de får ikke lov til at flytte ind. Men når de dukker frem, så får de en kop begsort, bitter kaffe og så snakker vi lidt om tingene. Og jeg skriver det ned. Eller gemmer det til en anden god gang.

De findes. Og de ved, at jeg findes. Måske er monstrene også bange for mig? Fordi jeg kan se dem.

tumblr_mrus16u5Gg1rzdq64o1_1280

 

 

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: