Dødens soundtrack.

Dette indlæg blev bragt på Saxo.com d. 28/11 2013:

Jeg må hellere præsentere mig. Mit navn er Stephanie, og jeg debuterede i slutningen af september med spændingsromanen ’Smerten selv’. Jeg er den nye pige i krimiklassen, men har også bidraget til to erotiske antologier (’360°’ og ’K’).

Romanen blev antaget på Rosinante, inden jeg var færdig. Men det er en anden historie.

Egentlig var det en fortælling om grænseløst begær, og jeg kæmpede længe for at få de forskellige dele til at mødes. Derfor vil jeg gerne fortælle om, hvordan historien faldt i hak for mig. Hvordan det blev en spændingsroman.

Der er to ting, der er befordrende for min kreativitet – at bevæge mig og at høre musik. Så danner min hjerne pludseligt nye sammenhænge mellem dele af plottet, eller jeg ser endelig klart, at en biperson i virkeligheden burde… Nå, nu ryger jeg ud ad en tangent, jeg skal nok komme tilbage på sporet.

Det var en aften, jeg cyklede over Langebro, jeg kan ikke huske, hvad jeg lyttede til, men lige pludseligt slog det mig. Hvis en kvinde vitterligt var grænseløs, så kunne det jo ende med mord. Og hvis hun slog ihjel af lyst, så ville hun have let spil. Det ville simpelthen ikke være det, politiet ville kigge efter. Og dem, hun slog ihjel, ville ikke være bange for hende, fordi de ikke regnede med, at hun var farlig.

Jeg kan huske, hvordan jeg så det sorte, spejlblanke vand, ud mod Fisketorvet. Overfladen var helt stille, det lignede et forladt dansegulv fra en Busby Berkeley musical, oplyst i kanterne af lysene fra Islands Brygge på den ene side og byen på den anden side. Politigårdens hvide sandsten havde ikke fået den anden bygning foran sig. Det var iskoldt. Og jeg tænkte, mens jeg trådte hårdt op af broen, at nu var den der. Den krog, jeg kunne hænge fast i plottet.

Før var det enkeltscener, som jeg ’skrev i hovedet’, når jeg cyklede. Replikker og stemninger kom til mig, hjulpet af stemninger fra musikken, og langsomt tegnede der sig et omrids. Men lige der fik jeg en ramme, de kunne udfolde sig i.

Jeg kan skrive stort set alle vegne, bare jeg har musik med mig. Dette skriver jeg f.eks. på den kaffebar ved Kultorvet, hvor jeg holdt min bogreception for lidt over halvanden måned siden. Jeg lytter til Bat for Lashes’ udgave af Bruce Springsteens ’I’m On Fire’ lige nu. Den er på den Spotify-playliste, jeg har lavet til bogen. En liste med den musik, jeg har skrevet til og som har været stemningsgiver undervejs.

Mine karakterer holder nemlig også meget af musik. Min detektiv, en 29-årig psykolog ved navn Mickey Liebermann, er f.eks. til obskur soul og The Smiths. Og meget andet. Min morder kan lide Cocteau Twins og gamle croonere. Jeg har en politimand, der er til Depeche Mode. Det er musik, jeg selv har. Og ja, jeg må med skam melde, at min morders vane med at høre et nummer på repeat, også er min i perioder. Et af mordene foregår til ’Oh What A World’ af Rufus Wainwright, fordi jeg simpelthen var syg med den sang lige i den periode.

Kunne du tænke dig at møde Mickey? Du kan besøge hans Tumblr, eller mig på min blog.

Her får du ham, mens han er på vej til sin første arbejdsdag i politiet. Han ved endnu ikke, at han skal arbejde i Drabsafdelingen. Jeg ved ikke, hvad han lytter til denne morgen, men det kunne sagtens være ’Lisztomania’ af Phoenix eller ’So Long Without You’ af Bent.

 

Mandag, kl. 7.10

Mickey tænder for musikken i lommen og cykler langs Søerne fra Nørrebro til Polititorvet mellem Hovedbanegården og Kalvebod Brygge. Byen begynder så småt at vågne og tage på arbejde. Han tænker på sommermorgener, hvor han er kommet den anden vej. Fuld og glad. Hvor han er gået forbi her eller har siddet i en park for at se på folk i sin lyksalige brandert, mens lyset og varmen kom. Selv ladet sig se på, mens solen stod op, og duggen forlod luften mod hans hud. Nogle gange var han ikke engang fuld. Nu niver det sidste af vinteren i næsen. Gør ham klar i hovedet, inden den slipper sit tag i København. Skygger fra nøgne kastanjetræer flakker over ham på stien. Han læser sangens navn, mens han cykler. Med over fem tusind numre i den lille maskine kan de enkelte numre godt smutte for ham. Han foretrækker den morgenro, der hviler over de store blågrå firkanter af vand på denne tid af året, frem for paraden af nye parforhold i solskin senere.

vinyl_disc-1680x1050

Leave a Reply

%d bloggers like this: