Nytårskavalkade. På en måde.

Der var engang. Men det var dengang, og nu er det nu.

I dag er ikke anderledes end i går, men den er helt anderledes end for et år siden. Jeg har arbejdet som en hest, væltet ord ud i en rus, pillet tekst fra hinanden, skrevet erotisk i et storcenter (for der kunne jeg få arbejdsro!). Jeg har haft en buldrende krise indeni, mens hænderne flagrede for at nå alting, nå rundt om alting, ned over tastatur, rundt om børn, rundt om mig selv.

Jeg har haft en kæmpe sorg og erkendelser, der har presset sig på, presset sig ind i mit sind og ud af min mund. Jeg har sagt ord, jeg ikke havde vidst, jeg havde behov for at sige. Jeg har fundet min stemme, sådan som den lyder nu, lige nu.

Den siger ’ja!’ og siger ’nej!’, men mest det første, for det er sjovest.

Jeg er flyttet. Og har indviet mit liv og min bog, badet det hele i champagne og varme fra venner, både gamle og nye. Det har jeg tænkt mig at blive ved med.

Jeg har leet og raset, divaagtigt og mest for mig selv, når jeg har følt mig usikker på det nye eller på hurtige bemærkninger, der ikke har handlet om mig eller min bog, men om noget andet.

Har tænkt stille ’var det dét? Og var det så det hele værd?’. Og ja, er mit svar. Ikke altid og hele tiden. Men lige nu, som er det nu, der er mit. Det nu, som ikke er det dengang, der både er og ikke er mere. Nu er nu.

Alt kan ske på et år. Hvis man vil. Og man tør. Hvad med dig?

Godt nytår.