Dameblade hader kvinder.

Okay, det ved vi godt, de ikke gør. Slet ikke Alt for Damerne. Det vidste jeg også, da jeg undrede mig og købte det cellofan-omsluttede nummer i sidste uge og tog det billede, der siden eksploderede på blogs, på Facebook-tråde og i medier… Jeg er trods alt journalist og tidligere tekstforfatter. Det ved rigtig mange af de læsere, der har reageret så kraftigt på den. Vi ved godt, at svaret er ‘aldrig’.

Det gør det stadig ikke til en overskrift, der er i orden. Jo, hvis meningen er at skabe debat og kant, men så må de dygtige kvinder, der laver Alt for Damerne, være lige så skarpe de vil. Med alle andre emner.

For det, der er galt, det er den lille kattelem i overskriften, der åbner op for en flig af en tvivl, der kan blafre. ‘Måske er det alligevel min skyld…’ – og det er ikke okay. For hvis der er noget, kvinder der har været udsat for overgreb bliver mødt med, så er det mistro, gradbøjning af skyld og skam over at ‘de har kunne lade det ske.’ Andre har løbet med det billede og debatten. Jeg er glad for at kunne have sat den i gang. Og glad for at Alt for Damerne kom ud af busken, at de selv siger, at de vil noget mere med deres journalistik. Og at de igen og igen har svaret kritikere og andre at det, aldrig, aldrig, aldrig er den voldtagnes egen skyld.

En bonus ved det her er, at jeg er kommet på Twitter (og du må gerne følge mig). Jeg kunne få netmedierne til at kreditere mig for billedet, men ikke alle dem, der har delt og delt. Skidt. Det vigtige er, at vi snakker om det og at vi holder medierne op på at tænke nyt og tænke sig om. Også, eller måske især, når det gælder dameblade.

Noget andet, der gudskelov kan sprede sig lige så hurtigt som en shitstorm, er heldigvis god karma og intelligent samtale. Jeg er kommet ind i et slæng, der består af vidt forskellige feminister. Unge, modne, erfarne meningsdamer og sådan nogle som mig, som er lidt midt i mellem. Som gerne går på barrikaden, men måske ikke råber højst. De her kvinder får ofte på hattepulden, når de siger noget. Af mænd, af andre kvinder og af hinanden. De siger tingene alligevel. Sætter hatten som de vil alligevel. Det er nemlig det geniale ved feminisme, selvom visse ikke har set indset det – man behøver ikke være enig. Bare man tør stå ved sine holdninger. Og kan finde ud af nuancere dem og give plads til andres.

Og ikke tale i overskrifter, ikke mindst.

IMG_3733

Leave a Reply

%d bloggers like this: