So. Last. Season.

Jeg fatter det ikke, men der er allerede gået et år. Siden bogen kom ud. Jeg har både vænnet mig til det og synes at alt stadig er nyt. Det er en proces.

Jeg nyder at dele ud af de erfaringer, jeg har fået, samtidig med at jeg hele tiden gør mig nye. Fortæller yngre og håbefulde folk om min vej til bog og udgivelse. Lærer forlagslogikken at kende. Skæver til debutanter, der stormer fremad og ind på bestsellerlisten, til udlandet og både glæder mig voldsomt på deres vegne, men ser også, hvor de og deres forlag gør tingene anderledes, måske endda bedre. Og mærker et lille stik.

Ikke af misundelse, eller jo, måske. Jeg ville gerne være braget mere igennem, hvem ville ikke det? Eller bare have været på en bestsellerliste. Eller nomineret til noget. Eller ikke være udkommet samtidig med Yahya Hassan. Men altså.

IMG_4137Stikket er primært, fordi jeg ikke er den nye pige i klassen længere. Og sådan er det jo – det er nogle andres tur. Heldigvis. Man kan ikke være lovende mere end én sæson. Så skal man levere. Og det kan man jo bedre, når man ikke er ny.

Samtidig oplever jeg, hvordan ting lykkes mere og mere for mig. Jeg drøner rundt og fortæller og læser op, rammer publikum et sted, de ikke havde regnet med, f.eks. til litteraturfestivalen Vild med ORD.  Den ene ting kaster den anden med sig. Jeg strækker sæsonen.

Folk vil gerne have mig med. Og jeg får stadig beskeder fra begejstrede læsere. Den del af det er ret fantastisk.
Det er det, der gør det hele værd. Og minder mig om, at jeg jo egentligt heller ikke har skrevet noget bestselleragtigt som sådan, men til gengæld kan bogen noget andet. Måske noget mere farligt.

Og jeg skriver på en toer. Jeg har små 100 sider, der langsomt bliver til flere. Min efterårsferie er sat af til skrivning. Jeg har to noveller på vej. Jeg har en bunke arrangementer, blandt andet Politikens Boghal, Det Kvindelige Litteraturselskab og BogForum – og det kommer lige om lidt. ‘Smerten selv’ er kommet som e-bog, lydbog og og fås stadig i boghandlen (men nogle steder har udsolgt – men så bestiller de jo bare igen, men Illums boghandel og Bog& Idé i Field’s har den) og lige om lidt er den også i Gyldendals Krimibogklub. Det er stort.

Alt er godt.

 

1 Comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.