Ikke endnu en Mickey Liebermann-krimi.

Nogle gange kan man jo godt have en lillebitte identitetskrise. Og andre gange har man måske bare forandret sig. Tag nu bare, hvordan jeg har det med BogForum.

Før udgivelse: Kæmpe mig til at komme afsted, kæmpe mig gennem horder af mennesker for at nå programpunkter, der sirligt var overvejet for/imod og krydset af inden afgang. Lytte, suge til sig, håbe på at jeg selv var der engang på en scene og var bare halvt så forfatteragtig. Turde næsten ikke tale med rigtige bogfolk, men havde synops med eller visitkort.

Sidste år: Spændt, glad, enkelte programpunkter, hvor jeg hørte folk, jeg havde lært at kende og holder af, fokus på at skulle interviewes selv, møde bogfolk og proffe autografdamer. Ikke stresse, bortset fra et enkelt divaagtigt øjeblik, hvor jeg fik Forlaget til at flytte mine bøger, så de lå mere synligt.

I år: Var ikke bogaktuel. Eller aktuel. Skulle hele tiden fortælle alle dem, jeg kendte og rendte ind i, at nej, jeg skulle ikke med til Forlagets drinksarrangement eller forfatteroptræde. Bortset fra, at det gjorde jeg lidt alligevel, det sidste (drinks fik jeg inde på Informations Forlag, der holdt fest for alle, der gad, og det gad vi godt) – Byens Forlag lånte mig ud, jeg coachede yngre håbefulde kommende forfattere, krammede en dame, der havde brug for det, og nød egentlig at slappe af og bare hænge ud. Og JUBLEDE, da Thomas Rydahl fik debutantprisen. På tide at ikke bare en spændingsroman, men en anderledes spændingsroman fik anerkendelse. Sagde eksdebutant-ræven. Men mest af alt slappede jeg af, hyggede mig.

Page_1

 

For jeg er hverken Sara, Anna, Julie eller Jussi, som var her, der og alle vegne derude. Og som egentligt havde en hamrende skarp tale, som ingen rigtigt samlede op på, desværre. Jeg er bare mig.

Ofte, når folk møder mig ude i virkeligheden, tænker jeg, at de må finde mig lidt kedeligere, end de regnede med. Især, hvis de er venner med mig på Facebook, hvor jeg skiftevis skriver skægt, skævt eller skærebrænderagtigt om alt, der stikker mig lige dér.

Men jeg er også bare en dame med fuldtidsjob, børn og en hverdag, der skal koble alt det med at skrive og de ting, der ligger udenom, f.eks. arrangementer, nye samarbejder og hvad jeg nu kan finde på der kan holde gang i min såkaldte karriere, sammen.

Og selvfølgelig stiller jeg mig op og er Forfatterinde med stor F, når jeg er på (det byder min indre Dolly P. mig at gøre), men nogle gange er jeg bare træt og stresset.

For det er hårdt at skrive. At blive ved med det. Især, når jeg insisterer på ikke at være som andre krimiforfattere. Jeg VIL have lov til at være i tvivl, at give mig selv plads til lade ordene og figurerne stritte, lade historien komme til mig.

Jeg er i princippet i gang med en opfølger, men ved ikke, om det bliver en serie. Det sidste lange stykke tid er jeg stået op kl. 5-6 om morgenen og har krøbet og krabbet mig fremefter i et plot, der hele tiden knopskyder og nu er over 100 sider skrevet på et år.

Hvor ’Smerten selv’ handler om nedbrydningen af kvinden, skulle den næste handle om nedbrydningen af manden. Der er så mange lag i de ting, jeg prøver på, som kan lykkes lidt bedre næste gang. Og det kan jeg godt se måske er svært at få ind i en marketingplan, der opererer i genrer.

Altså, en serie i spændingsromaner ville jo være det fornuftige valg. Sådan genremæssigt. Nemmere. Salgbart.

Men jeg kan ikke holde ud, når andre forfattere (jo, etablerede navne, bevares!) siger, at de har skrevet eller i gang med at skrive en ’hovedpersons navn’-krimi. For det første, fordi det forudsætter, at der er en læserskare, der har taget et univers til sig, for det andet – det lyder bare dumt i mine ører. Selvforelsket. Og krukket er jeg, jo, men det sidste er jeg sgu ikke.

Jeg har lyst til at skrive alt muligt. Og lige nu parkerer jeg den bog, lader den simre og koncentrerer mig om at klumme i Information, som jeg gør fra december. Og prøver på at nyde det hele.

For ordene er jo derude, i boghandlere, på hylderne – og jeg ved, der er nogle, derude, der hepper på mig.

PS: Hvis du mangler en personlig julegave, så sender jeg gerne en bog med dedikation til en, du holder af. Jussi ville have gjort det samme. Ram mig i indbakken.

3 comments Write a comment

  1. Det skønne ved dig er netop, at du er et menneske med alle de facetter, som et hårdt hverdagsliv med arbejde og småbørn indebærer og ikke en selvglad “se mig” galionsfigur. Du er absolut ikke kedelig og din bog skal nok blive færdig, når du er klar til det. Så må jeg jo bare passe på, at jeg ikke stiller træskoene inden, så jeg når at læse den. Jeg er glad ved at du gider være min ven på facebook.

Leave a Reply

%d bloggers like this: