Min barndom var socialrealistisk. Og det er okay.

Jeg var barn i 1980’erne. Alle havde det hårdt. Ingen regnede med, at børn skulle have en lykkelig barndom hele tiden.

Min nyhedsstrøm på de sociale medier er den seneste måned flydt over med historier om, hvad folk lavede, da Muren faldt. Selv husker jeg ikke den 9. november 1989.

Jeg var 15, men det var ikke kun derfor. Min mor var dansk, min far amerikaner. Han blev i USA, da hun som nybagt mor rejste med min storesøster og mig. Breve; et besøg, da jeg var fem; og ellers iskold luft mellem de to på tværs af Atlanterhavet.

Det var 1980’erne, det var en socialrealistisk tid for mange børn. Jeg var ikke noget særligt. Børn fik lov at se TV-Avisen.

Han ringede i 1986, da nyhederne om Tjernobyl kom, ville have mig med det første fly, overbevist om, at radioaktiviteten ramte København. Selv med min 11-årige forstand, hvor Barsebäck, børnelokkere og grønjakkerne fra Studsgårdsgade var værre, forstod jeg, at han elskede mig. Min mor gav sig. Den sommer var jeg hos ham og den nye familie. Alt var anderledes derovre. Alle elskede alting. Alt duftede stærkt og kunstigt, alt kom med kirsebær- eller kanelsmag, man kunne få det hele i regnbuefarver.

Året, før Østblokken smuldrede, var kaotisk. Min mor drak i perioder, det eskalerede i 1988. Hun mente, det var rimeligt, at jeg selv betalte min konfirmation med min børneopsparing. Min far og min halvsøster kom, jeg nød at vise dem min by. Og så endte mine forældre med at skændes, og han rejste inden festen, der var et mareridt. På mit konfirmationsfoto ser jeg en lidt kuet og ikke så kløgtig pige med små bryster og stort hår. Et blik bag briller indstillet på at kunne overleve i dag, og et smil der tror på et bedre liv i morgen. Som bærer mere historie end rimeligt, men ukueligt insisterer på, at fremtiden bliver fin, hvis hun prøver hårdt nok.

Det var 1980’erne, jeg var både ’No Future’ og ’Annie’. På begge sider af Jerntæppet havde folk det langt værre.

3162_1078352437030_5518889_nSommeren 1989 var et kupforsøg. Jeg søgte asyl hos min storesøster, der råbte de sociale myndigheder op. Men så slemt stod det åbenbart ikke til. Jeg klarede mig i skolen, havde venner og var ikke samspilsramt eller som sådan på vej ud på et skråplan, selv om jeg havde røget joints, mistet min mødom og pjækkede konstant. Min mor vidste ofte ikke, hvor jeg var.

Det var 1980’erne, vi havde det alle hårdt, ingen regnede med, at børn skulle have en lykkelig barndom hele tiden.

Min far købte i hemmelighed en flybillet til mig, jeg løj mig hjem til min søster og blev taget af flyet af politiet. Min mor var rasende, jeg med. Hun lovede at drikke mindre, vi vidste begge, at hun ikke kunne. Jeg kom over til min far.

Min far regnede nok med, at jeg blev. Men at blive amerikansk teenager var svært. Jeg kunne få kørekort som 15-årig, men det med skulderpuderne, de barberede armhuler og ben, måden at tale på, holdt det hårdt med. Bøjninger og udtryk var drilske. Ord som sneak blev til ohmygod, I love your sneakers og we snuck out last night. Ingen havde styr på, hvad vi lavede, når vi sneg os ud sent om aftenen. Vi kørte væk for at ryge Benson & Hedges, drikke wine coolers og Cherry Coke, mens Peter Cetera sang om The Glory Of Love på bilradioen i mørket.

Det var 1980’erne, alle havde ret til at cruise. Jeg hang i mall’en, købte Disintegration med The Cure på kassettebånd, spiste popcorn med smør eller var halvhjertet i en pool.

Min mor ringede under et selvmordsforsøg, jeg ville hjem. Min ene halvstorebror kørte mig til Washington, jeg hørte The Cure på min Walkman, og de pastelfarvede 1980’ere var ovre for mig. Jeg husker ikke rigtigt noget overhovedet indtil næste sommer.

I 1990 rejste jeg sammen med tre andre udvalgte til Bonn. Der var sikkert en vidtløftig EU-grund til at samle en stor flok unge fra alle medlemslande, måske bare at borgmesteren i Bonn fik et sidste faldera, inden rigsdagen rykkede til Berlin. Vi så Pink Floyds The Wall live fra Brandenburger Tor på tv. Vi var mest optaget af hinanden, af friheden. Af at være uden opsyn hjemmefra. Ikke rigtigt af Europa, hverken Øst eller Vest.

Jeg tænkte ikke på min mor, der var ved at heles, jeg tænkte ikke på min skuffede far. Jeg tænkte på, at jeg skulle begynde i gymnasiet, på drenge, og at jeg blev forelsket på vej til Tyskland i en dobbeltopsamling med Bowie.

Jeg tænkte, at var jeg nået hertil, så skulle det nok gå. Italienerne dansede til The Power med Snap!, som var det vildeste musik, jeg havde hørt.

Det var 1990’erne, vi var alle diamanthunde, og måske kunne vi få alle andre mure ned, når bare vi sang højt nok. Eller dansede.

Klummen blev bragt i Information d. 2/12 2014.

Leave a Reply

%d bloggers like this: