(For)ældrebyrden og det (g)rå guld.

Et voksenliv uden de voksne betyder ingen kære mor, men masser af frihed. Det er råt, men kan blive godt. Sørger De selv for en lykkelig alderdom?

Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom, men hvad med en lykkelig alderdom?

Min mormors hund var ikke syg. Den fejlede intet. Men stuen stank af pis, fordi hun ikke længere kunne finde ud af at lufte den. Jeg ringede til dyrlægen, der kom og aflivede den i stuen. Min mormor havde Alzheimers. Hvis jeg tog hunden med mig, så ville hun have ledt efter den. Hun forstod det nu. At Frederik var syg og måtte dø.

Kort efter kom hun på plejehjem. Jeg var gravid. Og også forældreløs, så det har primært været mig, der tog mig af de ting, der uvægerligt kommer med gamle mennesker. Det er bare sådan, det blev for mig. Ingen forældre, en søster i USA og ikke meget familie ellers. Bum.

Min mormors alderdom var en ubarmhjertig, lang nedstigning fra kompetent voksen til at forsvinde som menneske.

Først blev navne og ord væk, siden tider og steder. Daglige ture til købmanden efter mærkelige ting. Hun fik det lidt bedre på plejehjemmet. I lang tid lod hun som om. Hun efterabede mine lyde og mine ansigtsudtryk, når vi talte sammen.

Jeg havde konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne være der nok for hende.

Det var en fest at besøge hende med børn; en ret trøstesløs fest, fordi ældresektoren er udsultet og syltet ind i regler, der umuliggør nærvær. Men glæden hos de gamle og hos personalet over at se mine nye små liv var stor.

Min mormor udviklede sig lige præcis modsat af mine børn. Hun kunne mindre, hver gang jeg besøgte hende. De kunne mere. Til sidst var der intet sprog, ingen mimik, bare venten. Livet spolet baglæns.

Alle forholder sig til alderdommen på deres egen måde. Eller slet ikke. Jeg kender folk uden familie eller børn: de står dybest set alene med deres egne gamle og til sidst sig selv. Har de tænkt på, hvem der kan aflive deres hund og få dem på plejehjem, når de ikke selv kan mere?

Måske regner de bare med at være godt gående og åndsfriske altid. Det har jeg ingen illusioner om. Men jeg er ikke bange.

IMG_2864

Mormor og jeg i 1992.

Demens er hårdt for den, der rammes – men måske værst for de pårørende, der ser en elsket smuldre væk. Alt det indeni kan ikke længere komme ud. Og dø? Jeg vil helst ikke og slet ikke snart, men det gør vi alle. Jeg er ikke bange for det.

Jeg bruger mine voksne år på at sørge for mine børns liv efter mig. De skal blive gode mennesker, have muligheder og ressourcer. Jeg skal lære dem om verden, om at turde elske, tænke selv, klare sig selv. For det skal de jo. Alene.

Jeg ser venners forældre, hvor kommunikationen er stagneret , hvor summen af skyld er konstant. Så ser jeg, at det har en værdi ikke at skulle bruge sit voksenliv på at være nogens barn. Ikke at bruge 40’erne på fejder og fortrængninger, der fylder.

Jeg har en rå, guldrandet frihed. Og ville jeg gerne være den foruden? Jovist, men nu blev det sådan. Når bedsteforældre, forældre og resten af verden i kronikker bliver bedt om at træde mere til og/eller sige fra, bliver jeg træt og lidt lettet. Det er mere besværligt at få hverdagen til at fungere uden forældre til at støtte ens voksenliv, jo, jo. Men i det mindste er der ingen skyld at kaste med, ingen kamp over julen, f.eks. Jeg har en konstant bevidsthed om, at mine egne to børn skal være stærke sammen. De skal kunne støtte sig til hinanden, den dag jeg bliver gammel eller syg. Jeg nyder, at deres fars familie er stor og rummelig. De står ikke alene.

Jeg har en passiv/aggressiv forestilling om at blive passet af dem på mine gamle dage. Efter alt, hvad jeg har gjort for mine børnebørn. Måske. Hvis ikke der kommer sjovere alternativer til de plejemuligheder, der er nu, så gør jeg det.

Jeg håber, nogen tager den kamp og indretter noget, vi andre kan videreudvikle, så vi alle kan få den alderdom, der passer os. Jeg nyder min frihed nu. Håber, at jeg selv er frisk nok til at støtte de venner, der står alene som gamle.

Alderdommen skal ikke tage mig på sengen. Der skal ikke stå et barn eller barnebarn, der må lyve om, at min hund er syg. Måske skal jeg fortælle den historie så mange gange, at de ikke føler det som et pres.

Jeg vil skrive mine alderdomsønsker ned, tage mine nærmeste i ed, så de ikke skal slås med at finde ud af det, den dag jeg ikke kan bo alene mere. Men hvad gør De, kære læser?

Klummen blev bragt i Information d. 9/12 2014.

Leave a Reply

%d bloggers like this: