Vækst er ikke nytænkning.

Ingen investor lægger penge, ingen udvikler noget, uden at målgruppen har sagt ja på forhånd. Derfor må vi tage til takke med det, som vi umiddelbart kan finde ud af at efterspørge: mere af det samme, kedelige og visionsløse.

FagFestival er to dage med input, netværk og fest for journalister hvert andet år. Jeg havde tømmermænd i år, men VICE Magazine holdt oplæg, så jeg slugte kvalmen; ville se og høre et bud på en redningsplanke, der kan sikre branchens overlevelse.

For magasinet har en klo i den eftertragtede yngre målgruppe, som de traditionelle bladhuse bløder, når oplagstal går ned. Og VICE Magazine har ry for at bruge alle platforme til deres journalistik og tænke stort og vildt.

Men fik Danmarks bedste journalister så et los i bollerne? Nej. Vi fik slides med forretningsplaner og et lidenskabsløst foredrag. De unge mænd på scenen kunne have solgt cement.

Ja, jeg er idealist. Og jo, der skal penge ind, før produktet udkommer. Alt var ikke bedre i gamle dage (undtagen måske dagpengesystemet). Men for fanden. Jeg tror ikke Zetland, PRESS, Kanal 2, Schäfer, Virus eller Euroman blev grundlagt efter intensive målgruppeanalyser. Ej heller de store medier eller underskoven af smalle udgivelser. En drøm samlede nogle folk, og så måtte det bære eller briste.

Men vi prøver og flopper og genprøver ikke længere. Vi spørger: Kan det betale sig? For mig? For samfundet? Alt er reduceret til return on investment.

Uanset om det er inden for medier eller enhver anden branche, så har vi en massepsykose, hvor folk ikke må dandere den, opfinde job, skabe noget. Vi har glemt værdien i at glo og fejle.

I begyndelsen.

I begyndelsen.

Men det er først, når vi keder os, at nye ideer opstår. Liv er jo en proces, ikke en facitliste. Har vi virkelig glemt det?

Kunstnerne Elmgreen og Dragset var på kontanthjælp i 1990’erne. »Bedste kunststøtte nogensinde,« har de kaldt det. De er en kæmpesucces i udlandet, bl.a. fordi de fik fred til at prøve tingene af.

I dag giver systemet ikke plads til det. Ledige kan ikke åbne eget firma eller deltage i noget, der ikke udmønter sig i et 37-timers job, uden at blive straffet for det økonomisk. Alle skal i kasser, alt skal give vækst. Men vækst er ikke nytænkning.

Vi får ikke de nye medieprojekter, festivaler, whatever, vi ikke vidste, vi manglede. Især for medierne er bundlinjefokus et kollektivt tab. Vi får ikke de vinkler, vi ikke havde set komme, når fokus er på forretning før journalistik. PRESS kunne ikke grundlægges i dag (Peter Øvig Knudsen må skrive om den tid, jeg kan jo tage fejl).

Efter masseudvandringen.

Efter masseudvandringen.

Bundlinjer er bare bundlinjer, de er snotdumme og siger ikke noget om nye muligheder, nye måder at gøre tingene på. Hvorfor spørge målgruppen? De ved jo kun, hvad de plejer at få, ikke hvad de kunne få.

Jeg sneg mig engang til en fokusgruppe hos Elle, fordi jeg ville se, om damemagasiner kunne få mere kant og tyngde. Men uha, den slags ville gruppen ikke have; magasinet var jo en »pause«.

Jeg kender ellers mange damer, der gerne vil skrive og læse magasinjournalistik, der går i dybden. Der er bare ikke lige en kendt forretningsplan, hvor pressede annoncører står i kø for at smide penge efter den slags.

Men man kunne jo tænke læsere først? Man kunne have så stærke historier, grafik, vid og bid, at læserne kom og derefter pengene? Vi er sovset ind i illusionen om at kende målet, før vi vælger vejen.

Jeg tror, der er plads til journalistik, som vil skabe nye tanker hos sit publikum. Men jeg tror også, at vi langsomt, men sikkert, dræner alle for evnen til at kunne nytænke, når vi målretter og tænker produkt og samfundets bundlinje først.

Måske skal vi tillade os at kede os indimellem, så vi kan tænke nyt? Give plads til at prøve af? Da de unge fra VICE Magazine smed endnu en slide op, uden at man kunne mærke, hvad fanden de ville med det, udvandrede jeg. Og mange flere.

Først gik vi ud i vandrehallen for at græmmes i fællesskab. Siden hjem til båsene på redaktionerne, hvor der tænkes ud af boksen for bundlinjens skyld og ikke læsernes.

Er der ikke nogle andre gamle reaktionære røvhuller, der ligesom jeg savner et magasin eller sådan? Sådan et, der rent faktisk vil noget med sine ord og sit format? Og er I villige til at blive en fiasko? Og prøve igen?

Klummen blev bragt i Information d. 16. december 2014.

Leave a Reply

%d bloggers like this: