En af de ting, jeg igen og igen studser over, er køn i kulturen. Både som markører på tiden, altså, den måde, hvor kvinder og mænd bliver fremstillet på, og som aktører. Uanset, om det er som publikum, kunstnere eller skabere.
Kathrine Windfeld var en af disse kvinder. En viljestærk og dygtig aktør, og med til at åbne mine øjne for kvinden som isbryder og iscenesætter.
Jeg sad fredag eftermiddag omgivet af filmfolk på en Starbucks i Berlin, wi-fi’en var flakkende ustabil, da jeg kunne læse, at instruktør Kathrine Windfeld var død af en hjernesvulst. Læse, men ikke forstå. Hun havde så meget på hjerte og så meget mere, hun skulle have nået. Jeg har kun mødt hende udenfor Facebook få gange, men hun blæste mig omkuld hver gang med sit drive og sit vid. Det var et alt for tidligt wrap.
Jeg havde set film med kvinder den dag, først en hasarderet kærlighedsfærd mod Nordpolen og en mand, siden fem udgaver af samme kvinde og senere skulle ørkenens dronning (som her hed Gertrude/Nicole og ikke Priscilla) overøse kærlighed og store kostumer efter mig. Og jeg savnede bare Kathrine.
Hun var nemlig fabelagtig og dygtig til action. Hun var sådan en kvinde, der gav af sit overskud, men samtidig også krævede sin plads. Hun tog sig tid til at lade mig interviewe hende, og hun var så sød at købe en kop med fra Stockholm til mig, da jeg forelskede mig i den. Den har været et af mine skrivetotems lige siden. 
Jeg håber, hendes mod og rapkæftethed kan blive ved med at inspirere andre end mig.
Hun stod for en række produktioner, bl.a. ’Hamilton’ og især serierne var hun eminent til. Hun var konceptinstruktør på ’The Team’, en kæmpestor kommende international satsning for Nordisk Film , som netop blev færdig inden hun blev syg.
Måske jeg missede det, men jeg opfattede ikke, at hun blev nævnt til Filminstituttets fest fredag aften i Berlin. Jeg ved ikke, om de skulle have holdt et minuts stilhed eller noget. Men der var, så vidt jeg ved, ingen markering.
Dagen efter var jeg til oplæg og netværk i den tyske afdeling af WIFT, Women In Film and Television. Jeg ved ikke, om Kathrine Windfeld ville have været der, hvis hun kunne. Mit gæt er, at hun syntes, det var i orden, men ikke selv have følt et behov for at være en del af det. Hun klarede det selv, men var gerne trailblazeren, der banede vejen for andre. Hun havde intet problem med kvindekvoter, f.eks. – ’Jeg vil hellere vælges, fordi jeg er kvinde, end slet ikke’.
For hun vidste nemlig godt, at det først er på jobbet, at man kan vise, hvad man kan. Når man står med muligheden, når man kan lede de andre og skabe. Og gøre det nemmere for andre at stå foran.
Jeg sad i samme sal som DFI-festen var blevet holdt ni timer tidligere og savnede hende, især når jeg hørte om andre filmdamers erfaringer med at bryde igennem som produktionsledere, fondsbestyrere og på de spørgsmål, der kom fra salen.
Visse mener, at årets film satte manden i scene som taberen, skurken og den udnyttende part. Så simpelt er det ikke. Men når mænd kan hidse sig op over de kommende kvindelige Ghostbusters, blive enige om at kvindelige buddy movies bare ikke duer, fordi de ikke er grove nok – og hvor medierne peger på den kvindelige superstjerne og ikke instruktøren, når de råber ’flop!’ – og i øvrigt brokker sig over hendes udseende som om hun var fælleseje – og meget, meget andet, ja, så er der brug for. at kvinder om ikke andet støtter dem, der kan og vil ændre den måde, kvinder og mænd kan være aktører og blive skildret på.
Kathrine Windfeld var en ener; ikke kun fordi hun var en af få kvindelige instruktører, og en af de få, der markerede sig, men fordi hun altid formåede at være sig selv, mens hun var i front. Hun var stærk.
Den er i øvrigt pudsig; forestillingen om at stærke kvinder indikerer svage mænd. Hvad med om det ikke er et enten/eller eller en årsagssammenhæng – hvad med om det bare er kvinder, punktum? Kvindebilledet i de film, min ærede kollega nævner, er ikke entydigt stærkt eller positivt.
For sådan er det jo. Livet. Aldrig entydigt. Og visse formår altid at finde historien og få dem frem. Det kunne hun, og det ærgrer mig både personligt og som filmdame, at der ikke kommer noget nyt.
Kathrine Windfelds familie har skabt et mindelegat:
Til minde om Kathrine har familie, venner og kolleger besluttet at stifte et legat, der skal sikre at hendes arbejde for et samfund, hvor mænd og kvinder har samme kår, ikke bliver glemt.
Legatet vil blive uddelt i en årrække på Kathrines fødselsdag d. 21. august til en person, der i særlig grad, og gerne på kunstnerisk vis, har givet stemme til denne mission.
Legatet er baseret på bidrag til konto 8411 4113076 (mrk. Kathrine)
