Korte ben og kulturjournalistik.

Mit hoved er stadig optaget af Berlin, film og folk, selvom festivalen for længst er overstået. Men mange af de samtaler, jeg havde med folk dernede, inspirerer mig stadig. Stemninger, ideer og trætte ben.

Der var Kulturjournalisten med de lange ben og stærke holdninger. Vi drak eftermiddagskaffe, diskuterede og gik en lang tur på min første dag. Vi talte om tabet af tid, jagten på de samme vinkler, behovet for større udsyn og det tab i dannelse, som uvægerligt sker, når vi som journalister bliver mere fokuseret på at please chefen og ikke folde tingene ud.

Det var en smuk aften på Unter Den Linden, da vi sagde farvel. Han ville vandre til Potzdamer Platz, jeg ville hvile tæerne.

Samme aften havde jeg en lang og dyb samtale med min ven Kunstneren, der blev kurator. Vi er hinandens livsvidner, når det gælder skygger og lys. Vi talte om meningen med livet, kunsten og kærligheden. Han er et af de modigste mennesker, jeg kender. Han har nu, som midaldrende-ish, det liv, han har længtes efter. Han har fået en ro på sig, jeg selv søger efter. Og han rystede mit selvbillede med en enkel sætning, der fik ting i mig til at falde på plads.

Jeg havde ingen ro i Berlin, men jeg befinder mig også bedst i fart. Mine hænder flagrer stadig, griber mulighederne, når de viser sig og slår ud, når jeg overvældes af skønhed.

Det er i mødet med mennesker, jeg lever og mærker nerve, liv. Det er i mødet med andres visioner, jeg ser mit liv og mine mønstre klarere. Det er en af grundene til at jeg gerne vil arbejde mere kulturen, ikke bare i form af egne værker, men arbejde for at forstå og vise andres verdener. For jeg tror, de fleste har det på den måde, at de kan blive ramt af noget, der åbner deres verden.

Det er fandeme vigtigt. Ellers står vi bare og ser på hver vores plet på væggen. Eller tager sportssektionen med i biffen.

IMG_7509

Før ‘Montage Of Heck’ blæste mod os.

Der var Kritikeren, som jeg havde fornøjelsen af, inden Berlinalen fik tømt ham for saft og kraft. Til filminstituttets fest så jeg, hvordan han ’worked the room’ og fik plejet sit enorme netværk. Og stadig have overskud til at komme med interessante vinkler i gode samtaler.

Der var Cineasten, der knoklede stille og indædt på, som jeg selv gav nye tanker. Nogle gange bestemmer vi ikke selv, hvor meget vi påvirker hinanden, og det var noget fascinerende at se, hvordan noget, der var indlysende for mig, var nye indsigter for ham. Nogle gange vokser mennesker for øjnene af en. Andre gange vokser man selv.

Til festen var også, udover en masse andre, Kulturredaktøren. Han er en af disse mænd, der alene i højde og nærvær forlanger éns respekt, og det får han. Imposant. Han matcher det store og ambitiøse projekt, som hans dagblad har gang i. Det roste jeg ham for, projektet, altså. Han så på mig, granskede mig grundigt. Og spurgte så, ud fra en genuin, dybfølt undren, hvad jeg egentligt lavede i Berlin?

Og så stod jeg der, 1,48 cm, kortbenet og fabelagtig, og måske med lidt hvidvin indenbords. Så op på manden. Og kunne ikke svare andet end:

– Ja, jeg bliver sgu da aldrig rigtig kulturjournalist ellers!

Slet skjult jobansøgning lige dér. Han spurgte til, om jeg havde aftaler med medier. Og nej, det havde jeg ikke. Jeg kunne blot håbe, at der måske var nogen, der ville købe, hvis jeg lavede noget godt. Og ellers kommer det her på denne blog, og sådan er det.

Jeg betalte selv min akkreditering (som er dobbelt så dyr for ikke-presse), mine flybilletter, min mad og jeg forventede ikke noget, andet end mulighed for nye vinkler og visioner. Alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg selv. Skabte interviewaftaler, rendte rundt til paneldebatter, stod i kø (var jo ikke presseakkrediteret). Og nød det.

Det kaldes sult, det kaldes reel nysgerrighed, det kræver gode ben, et stort hjerte og et åbent blik. Ikke bare stjerner.

Jeg kom hjem til kaos, fuldtidsjob og børn på vinterferie. Jeg gik i teatret på aftenen for attentatet. og aldrig har nogen spillet så godt. Nerve, nærvær og ord i en omfavnelse mod publikum, mod mørket, kulden og fortvivlelsen udenfor.

Jeg har kæmpet med at finde tid til at skrive mine interviews fra Berlin, fordi det skal gøres i ydertiderne. Jeg kan høre på optagelserne, at jeg får åbnet op for dem, jeg taler med. At jeg er god til det.

Og at de har det som jeg. Brænder. Nyder mødet med folk, der giver dem nye indsigter og kommer med vidtåbne øjne. Det er så vigtigt. Mine ben løber, de er korte og stærke, mine arme griber og favner og jeg vil lade mig overrumple af oplevelser og prøve at give dem videre.

Det er det eneste, jeg kan.

Det er kultur for mig. Hvad betyder kultur for dig?

IMG_7527

Hver dag under Berlinalen udkommer tre festivaludgaver af hæderkronede filmbrancheblade.

Leave a Reply

%d bloggers like this: