Fik du set det, du ville?

Næ. Berlinalen er nemlig altid et forhindringsløb med lige dele muligheder, der opstår og ting, man ikke kan nå. Men syv film, en fest, et seminar og en paneldebat på fem dage er jo også noget.

Hver gang, jeg er afsted, regner jeg med at kunne finde tid og plads til at blogge undervejs. ’Jeg skriver hver dag’ – og nej, det fik jeg ikke. Men til gengæld gode, lange samtaler, opladning af sindet, lange dage fra 6 til 24, hvor der vandres og stås i kø – og film. Og kaffe, kaffe og mere kaffe.

De film, man ender med at se, er ud fra det muliges princip. Kan man nå det? Hvad er der overhovedet den dag? Visse vælger ud fra instruktør; de må se den nye af den og den, noget lyder spændende, andet meget anstrengende. I sidste ende bliver det, som det bliver – og jeg synes altid, jeg får noget ud af de film.

Og der er altid en håndfuld, man ærgrer sig over ikke at få set, enten på grund af tidspres eller fordi en film bliver hypet pludseligt. Årets filmoverraskelse var vist tyske ’Victoria’, en heist-film i et take.

IMG_7267Programomtalerne er i en særlig tone, det er svært at udlede noget fra. En tysk pige, jeg snakkede med i billetkøen (hvor man står kl. 7 med et par hundrede mennesker efter billetter til næste dags film, når man ikke er presseakkrediteret) formulerede det smukt: ’It says epic, but in Berlinale-speak that might mean ’really boring’…?’

Og ja, der er mange film, der særligt passer her. En queer-dokumentar om den oprindelige befolknings problemer i et eksotisk land. En monumental produktion, hvor et kendt navn virker dyb ved at stirre ud i horisonten og kameraet er indstillet på uendeligt, mens indre og ydre tragedier symbolsk aftegner sig i landskabet (også gerne i et enten lillebitte nærmiljø eller igen i et eksotisk land). Hvor ’epic’ er en skildring af sjælens Grand Canyon i et ikke-eksisterende plot.

Og så er der alle ungdomsfilmene, kortfilmene, de eksperimenterende, de store mainstreamfilm af en vis kvalitet.

Bo Green Jensen fra Weekendavisen laver altid en opsummerende artikel om de film, han har set på festival – en glimrende ide, som jeg fluks kopierer. Jeg skal nok folde ud til egentlige anmeldelser, hvis de skulle komme til Danmark.

Nadie quiere la noche af Isabel Coixet var en flot og blandet første film. Robert Pearys viljestærke/bindegale kone (Juliette Binoche) på vanvittig tur mod Nordpolen efter sin mand, inden vintermørket og vanviddet sænker sig om den spinkle udpost, hun venter i med inuitkvinden Allaka (japanske Rinko Kikuchi). For lang, lidt for overpædagogisk, men også genuint rørende sine steder, selvom Allaka er reduceret til vis indfødt. Og lidt underligt med en film, der foregår på Grønland, men ikke involverer danske eller grønlandske kræfter – og er filmet i Norge.

Je suis Annemarie Schwarzenbach af Véronique Aubouy er en lille, spøjs og meget typisk Berlinalefilm. Et kunstlet og queer forsøg på at ramme den schweiziske lesbiske fotograf, der androgynt og idealistisk frigjorde sig fra fascistoide forældre, rejste vidt omkring og tog en masse stoffer. Alt dette har jeg læst mig til, det er ikke med i filmen, hvor fire kvinder og en ung mand bliver castet til at spille AS i en bjerghytte i Schweiz. Det er som at se en middelmådig dramagruppe i jakkesæt, men alligevel lidt fascinerende. Jeg ved ikke, hvad den ville mig.

IMG_7275

I det hele taget var første filmdag en damedag. Aftenens film var Queen of the Desert af Werner Herzog, hvor Nicole Kidman var ganske glimrende i et lidt gammeldags, romantisk ørken-epos. Sådan en film, man kunne tage sin mor ind at se. Alle (mandlige) anmeldere, jeg rendte ind i, var dybt skuffede over Herzog.

Lørdag bød først på seminar om kvinder i filmbranchen, hvilket var ganske sjovt og interessant. Men også noget, der gjorde mig endnu mere trist til mode over Kathrine Windfelds alt for tidlige død.

Derefter så jeg den fine dokumentar Misfits af danske Jannik Splidsboel, der følger en lille flok LGBT-unge i Tulsa, Oklahoma. Jeg er alt andet end danskerfikseret, når jeg er i Berlin, for jeg har ikke en redaktør, der insisterer på danske vinkler, så jeg kan se, hvad der passer mig. Men jeg kunne rigtigt godt lide How are you, så jeg var nysgerrig – og jeg lavede en aftale om interview. Det kommer her, og måske i avisen.

Journal d’une femme de chambre af Benoît Jacquot var en tour de force for Lea Seydoux i hovedrollen som kammerpige. Nævenyttig, ressourcestærk og ikke så sødmefuld, så det gør noget. Det er et stillestående drama, der mangler lidt styring, men den er smuk og interessant. Vincent Lindon, som jeg var vild med i Moustache, har desværre for lidt at arbejde med her.

Søndag havde jeg skaffet mig billet til en lukket markedsvisning, der er forbeholdt indkøbere og andre, der rent faktisk kan ’flytte film’. Sexo fácil, peliculas tristes af Alejo Flah er en sød spansk/argentinsk blanding af rom-com og drama. Jeg blev nysgerrig, da jeg så traileren ved et tilfælde. Dejlig start på dagen.

Mr. Holmes af Bill Condon er et must for enhver rask Sherlock-fan. Ian McKellen er glimrende som detektiven over dem alle, der her plages af begyndende demens, mens han forsøger at løse den sidste, tragiske sag i efterkrigstidens Sydengland. Det er en lille historie, men så fint spillet af alle. Og der er et fantastisk meta-kødben i en lillebitte rolle.

Der gik kuk i tidsplanen mandag morgen, min sidste dag, så jeg endte med kun at se Cobain: Montage of Heck af Brett Morgen, en flippet dokumentar lavet af HBO, hvor hjemmevideoer, smalfilm, båndoptagelser og klip veksler mellem interviews, der skal få rullet den modvillige superstjerne ud. Masser af musik, lidt nærmere manden. Måske. Jeg fik flashback til This Ain’t California, der jo viste sig at være en yderst stilfuld fiktion. Måske var Kurt det også? Vi ser familiefaren, hører den rodløse unge, antistjernen. Men den var nu fed. Jeg skulle skynde mig videre til lufthavnen, kunne ikke blive til Q&A og sagde bare ’awesome!’ til instruktøren, der stod ved bagvæggen. Han kvitterede med et begejstret ’thank you, God bless!’ og et fast håndtryk – på sin vis tænker jeg, at det lige præcis siger rigtigt meget om det land, som Kurt Cobain ikke kunne med?

Og så tog jeg hjem. Nåede ikke B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989, Sangue azul, What happened, Miss Simone, Love & Mercy og 54: The Directors Cut – men den sidste kunne nok være godt det samme.IMG_7277

Leave a Reply

%d bloggers like this: