Dette er ikke Californien. Eller Cannes.

Og gudskelov for det. Der er dem, der mener, at Berlinalen er den mest politiske af alle filmfestivalerne. Det er her, du finder den dårligt lavede, men vigtige dokumentar, eller den brede, etablerede film, der vil fortælle os noget (med et ordentligt budget). Obskure værker fra fjerne egne, sære dokumentarer og kloge blockbustere.

En af de ting, som Berlinalen bliver kritiseret for er netop denne pærevælling. Jeg synes det er pragtfuldt. Der er hvert år elendige film, som ikke burde være udtaget, og også gode film, der drukner i larmen. Men der er altid noget at snakke om.

Jeg elsker at sætte mig helt åben foran lærredet, uforberedt på hvad der kommer og så bare lade filmen udfolde sig. Det er få gange, jeg er blevet skuffet. Jeg kaster mig derfor uforfærdet ind til dokumentarer, queerfilm, arthouse og Hollywood, og især her. Jeg er dødligeglad med konkurrencer og bjørne – jeg vil bare se så mange gode film som muligt, mens jeg kan.

Mandag var af gode grunde lidt tung at komme i gang med, og derfor var det helt fint at begynde med ’Shadow Dancer’ af James Marsh, et lavmælt og effektivt drama om en kvindes vej ud af IRA, med Andrea Riseborough og Clive Owen (der var foruroligende realistisk og ikke-sexet som kontornusser-efterretningsagent). I en birolle ses Gillian Anderson, der har det med at dukke i uventede europæiske film. Kuldslået og fin.

Instruktør Marten Persiel

Dagens næste film var ’This Ain’t California’, en virkelig skøn dokumentar af Marten Persiel om en lille gruppe skatere i DDR. Da en af dem dør, samles de igen og fortæller om tiden dengang. Hvordan de gik fra at more sig, til at blive ildeset – og oprettet som officiel sportsgren i det konkurrenceprægede land, for at ende som anarkistiske udbrydere på kanten. For os, der kan huske da Muren faldt og da skating for alvor kom frem herhjemme i slutfirserne, så er filmen et kærkommen ’blast from the past’. Formsproget er skønt; filmen blander DDR-propaganda, smalfilm (den ene drengs far var film-entusiast og gav sin søn et kamera), tegnefilm (á la A-HA’s ’Take on me’ video) og almindelig reportage. Der er noget meget fint ved at se disse folk omkring de fyrre tale om den tid, der for altid er væk.

Den næste var i kategorien ’vigtig’, ’queer’ og ’udenlandsk’, så den kunne de vist ikke komme uden om, da der skulle vælges film. ’Anak-Anak Srikandi’, en indonesisk kollektiv-film om at være lesbisk/queer i verdens folkerigeste muslimske land, var ganske vist en rodebutik, da den var sat sammen af en række kortfilm, der ikke alle havde et højt niveau – men kvinderne og de få mænd, der er med, er reflekterede og vigtige stemmer, som ellers ikke bliver hørt. Man skal dog have nerver til den særlige indonesiske skyggeteatertradition og medfølgende musik. Som tidligere rygsækrejsende i Indonesien (tilbage i 90’erne) var det dejligt at se noget fra et land, man hører og ser for lidt til.

 

Må med skam at melde sige, at vi droppede aftenens film for at gå ud igen-igen. Den østrigske filmkommission bød velkommen (med kage – og mintpastiller, perfekt til mingling) og derefter den tyrkiske ditto. Østrigerne havde udsigten, da de holdt det på 8. etage (hvor jeg kunne kigge ned på byen og en Gerhard Richter udstilling, der bare ikke blev tid til), men tyrkerne havde maden! Fabelagtig buffet. God stemning – men da den fede dame begyndte at synge så højt, at snak og spisning blev umuligt, smuttede vi.

 

1 comment Write a comment

  1. Pingback: Fik du set det, du ville? – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

Leave a Reply

%d bloggers like this: