Männer, immer Männer.

De sidste to dages film var på mange måder i mændenes tegn. De snarrådige, de dominerende, de fraværende, de beskuende og de filmskabende mænd. Der sker et eller andet interessant når et mandeblik kastes i en kvindes retning, og når det rettes mod andre mænd gennem en linse.

Dagen lagde benhårdt ud med schweiziske Ursula Meyers ’L’enfant d’en Haut’ eller ’Sister’, som den hed på engelsk. Barnet i det høje er den tolv-årige Simon (imponerende Kacey Mottet Klein), der ripper rige resort-gæster for værdier, kun udstyret med liftkort og sin overlevelsesdrift. Tyvekosterne sælger han videre til andre børn i den trøsteløse dal, hvor han bor med sin arbejds-uduelige søster, der hverken kan holde på job eller mænd. De to har kun hinanden. Man både forfærdes og ler undervejs. Et hjerteskærende twist, omsorgssvigt og trøstesløshed, bliver opvejet noget af præstationerne og de sigende detaljer (Simons natdragt er tre nr. for lille, hans rutinerede brug af cigaretfiltre til ørepropper, når der er herrebesøg), og filmen ender på den helt rigtige tone af det tyndeste håb.

Den brogede, sammenbragte familie.

’Jayne Mansfield’s Car’ af Billy Bob Thornton var ganske glimrende, men også en blanding af bizarre karakterer i et traditionel fortælling om krigstraumer og faderopgør. Om at frigøre sig fra familien og dermed komme tættere på den. Castet er forrygende og mere kompleks, end set-uppet umiddelbart virker til. Der er masser, der ikke virker, men Robert Duvall som kolerisk og altdominerende sydstatsfar (og så på syre!), Kevin Bacon som hippie, Billy Bob T. selv og ikke mindst John Hurt er alle rigtig gode, selvom replikker og historie er langt ude. Sigende er det dog, at plottet og mændene drives frem af kvinderne, uden at de kvindelige karakterer får plads. Sønner gør op med fædre, det er set før, men ganske underholdende. Det er i øvrigt med film som musik; der er visse greb, toner og forløb, der er tilfredsstillende. Man kender en sats på slutningen. Derfor storklappede publikum også en scene for tidligt. Alle toner var ramt, alt klingede ud. Men så var der lige en scene mere, som en eftertanke.

Ashley Hinshaw i 'Cherry'

Stephen Elliott

’Cherry’ handlede om en ung kvindes vej ind i porno. Den lidt ferske spillefilm falder ikke helt i god jord til visningen, da den ikke viser et entydigt negativt billede af porno, og endda antyder, at det kan være et frigørende valg for den enkelte. Der fyger med halvvrede spørgsmål fra det politisk korrekt publikum bagefter, men da instruktør Stephen Elliott fortæller, at han selv har en fortid som ’sex worker’, døde kritikken ud. Han har desuden flere bøger bag sig. En stor del af filmen er optaget hos Kink.com, en ægte pornofabrik i San Francisco. Ashley Hinshaw er tidligere model og næsten for smuk i rollen som pigen, mens James Franco søvngængeragtigt spiller kæresten. Dev Patel (ja, s’gu) er bedstevennen, der er håbløst forelsket i hende. Lili Taylor er god som moderen og det er skønt, at Rollergirl selv, Heather Graham, spiller lesbisk pornoinstruktør. Jeg kunne godt lide, at den ikke var sort/hvid. Kødskuespillerinden Lorelei Lee (der er også er akademiker og aktivist) har skrevet manus, og selvom man kan og bør stille spørgsmål ved skildringen af porno som karrierevej, så er det mest interessante ikke den postulerede styrke i den lidt kvieøjede og naive pige, men hvor svage mændene omkring hende er. De er enten truende, manipulerende, magtesløse eller reducerede til aftagere. De gør hverken fra eller til.

Ralf König. Bøsse, tegner, ikon, drag. Og meget sympatisk.

Sidste film blev dokumentaren ’König des Comics’ om Ralf König, manden bag de ikoniske bøssetegneserier (’Dræberkondomet’, ’Den følsomme mand’ m.fl.). Så bliver det ikke mere mand med mand på. Den sympatiske König i begyndelsen af halvtredserne tog i sine tegneserier udgangspunkt i sit eget møde med den bøssekultur, der både tiltrak og frastødte ham, da han sprang ud i 1979 og selv blev en del af. Hans værker har et stort publikum, også blandt heteroer, fordi de er meget menneskelig og meget morsomme. Og et par af dem er blevet filmatiseret. Den midaldrende bøsseaktivist og instruktør (i den rækkefølge, jo) med kunstnernavnet Rosa von Praunheim har instrueret dette portræt. Nogle af hans 50+ film er ganske rærlige og skingrer oppe fra den lyserøde barrikade, og han er stadig fan af billige kameraer og lemfældig klipning for autencitetens skyld, men han kan et og andet. Sidste års Berlinalebidrag var utrolig fin. König virker ekstremt sympatisk, har masser på hjertet og udfolder sit univers, så man ler højt undervejs, når han læser op. Og imponeres, når han optræder i drag! Hans seneste albums drejer sig om religion, som han tager dyb afstand fra.

Herlige film at tage hjem på. Når det nu skulle være.

Leave a Reply

%d bloggers like this: