Elmgreen & Dragset

Berliner-blues.

Elmgreen & Dragset

Nu er jeg ikke længere en Berliner. Det er en uge siden, jeg kom hjem til mand og unger som en stærkt hostende og dog revitaliseret mor. De sidste dage til Berlinalen gik alt for hurtigt og bloggeriet blev der ikke tid til. Og så sker der det, som ofte sker – man går skrivekold. Man tænker, at det kan være det samme med at dele oplevelser og tanker, fordi det jo ikke længere er umiddelbart.

Men jeg synes nu nok, der er lidt at fortælle. Om sindssygt lange dage, der starter ca. kl. 6, går fra den ene ende af Berlin til den anden, til dagen ender på den gale side af midnat, hvis man har fået billet til en sen aftenfilm. Og så forfra igen. Morgenkøen strækker sig langt og folk bliver mere og mere desperate for at springe over. Det gør de hvert år, og det undrer mig ikke. Det er koldt at stå halvanden time udenfor inden billetkontoret åbner.

Ingen Berlinale uden bøsse/lesbiske film og dokumentarfilm – denne gang blev det hele to i en og samme pakke. Tirsdag bød på ’How Are You’ af danske Jannik Splidsboel, der gennem længere tid har været en flue på væggen hos kunstnerduoen Elmgreen & Dragset. De to kunstnere, der tidligere dannede par, er gået fra særdeles queer performancekunst inspireret af Jean Genet til at bl.a. at skabe det officielle mindesmærke for de bøsser og lesbiske, der døde i Holocaust. Senest har de stået for den danske pavillon til Biennalen i Venedig, hvor de skabte et syret og krybende uhyggeligt domesticeret rum om de udstillede værker. Stærk, tankevækkende og subversiv kunst fra to interessante herrer, der desværre kun glimtvist fik kradset bare lidt dybere end lakken af i filmen, der var høfligere og fladere end deres værker nogensinde har været.

Elmgreen & Dragset

Kunstnerduoen Ingar Dragset og Michael Elmgreen til premieren, flankeret af filmholdet. Bemærk intensiteten og den underfundige brug af chiaroschuro, der kommer sig af fotografens totale uvillighed til at bruge blitz.

Og jeg disser ikke filmen, fordi jeg ikke kom til deres fest. Valgte at drikke en øl med en tidligere kollega, filmskribenten, der var alvorligt lagt ned af festivalkuller. Han skrev, så film, interviewede, skrev, så film og sov. Jeg var hans eneste sociale indslag i ugen, mente han, der var utroligt godt selskab alligevel. Eller netop derfor.

Nåh – anden dokumentar kom onsdag. ’Die Jungs vom Bahnhof Zoo’ handlede om trækkerdrenge og deres kunder. Instruktøren Rosa von Praunheim, der navnet til trods er en mand, er en halvgammel fyr, har gjort det i lidt svært tilgængelige queer-doku, men denne er et usentimentalt og balanceret blik på et fænomen, der har varet siden 50’erne på Bahnhof Zoo stationen. Nogle kom ud af det, nogle gik under og senest er det unge, heteroseksuelle Roma-fyre, der rejser vestpå, fordi der er penge at tjene. Filmen kommer hele vejen rundt uden at dømme, selvom slutbillederne river i dette uafklarede moderhjerte. Små mørkøjede lillebrødre, der danser af glæde i mudderet til storebrors hjemkomstfest i den ludfattige landsby i Rumænien, hvor alle voksne ved, at man kan tjene godt på Bahnhof Zoo. Det er spørgsmål om tid, før de også tager af sted, fornemmer man.

Sådan er det altid. Nogle film bliver siddende længe efter man er kommet hjem til Ligusterland. Og nogle kommer aldrig til landet.

’The Future’ af Miranda July er desværre ikke en sådan film (selvom Bo Green Jensen var relativt begejstret for den i Weekendavisens opsamling fra festivalen). Aldrig har jeg haft mere lyst til at ruske en jævnaldrende kvinde på et lærred. Filmen handler om et par, der er midt i tredverne, og aldrig ikke rigtigt kommet i gang med andet end at pille i hinandens navler. Nu er de klar til at forpligte sig…til at få en kat, men heller ikke det lykkes rigtigt, fordi de er så handlingslammede i deres ego-eksistentielle ikke-krise.

Men! Jeg sluttede Berlin og Berlinale af med manér. Premiere på ’Mein bester Feind’ af østrigske Wolfgang Murnberger var den sære (og i udgangspunktet sande) historie om en jødisk kunsthandlersøn fra Wien (dejlige Moritz Bleibtreu) og hans bedste ven (Georg Friedrich igen), der bliver SS-officer. Det involverer en Michelangelo, kopier, flugt, adskillige forviklinger og forbyttede identiteter. Jep. Jøden tager SS-uniform på. Det er dramatisk og morsomt, selvom jeg indtil flere gange kom til at tænke på ”Ze fallen Madonna with ze Big Boobies” – men filmen er nu langt over ’Allo-allo’-niveau. Filmen lagde huset ned og med gode biroller til bl.a. Ursula Strauss (som var med i den udmærkede krimiserie ’Schnell ermittelt’).

Red carpet, 'Mein Bester Feind'

Premiere på 'Mein Bester Feind' i Berlinale Palast. Læg mærke til filmnørden på storskærmen.

Og så var det ellers hjem. Tilbage til hverdag, kulde uden køer og et filmmørke, der ikke lige bliver tid til igen foreløbigt. Bis später, Schätzchen!

4 comments Write a comment

  1. Pingback: Männer, immer Männer. | Stephanie Gaarde Caruana

  2. Pingback: Fik du set det, du ville? – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

Leave a Reply

%d bloggers like this: