I Wanna Dance With Somebody.

Ok. Stryg det med manglende glitz og glamour. Søndag bød på reception takket være TrustNordisk, som er ’ambassadør’ for Nordisk Film og Zentropa med flere. De tunge filmdrenge og –piger, med andre ord. Dem, der sørger for at dansk film og TV kommer ud i verden.

Det var i en tidligere lagerbygning på bredden af floden i Kreuzberg, lidt som Luftkastellet i sin tid på Holmen.

Champagnen og Whitney flød uhæmmet over de skandinaviske film executives, der allerede var begyndte at klage over festivalkuller og for lidt tid. Hvor man ser et kvarter af en film, og allerede kan afgøre, om den skal købes ind eller ej, og så ellers videre til møder med folk, der ikke altid har styr på deres ting – som kan finde på at gå til møder uden at have screeners med. Alle er klar til dans, men ikke blege for at gå videre til næste emne på dansekortet. Folk talte om film, der flød ind over hinanden, så man allerede nu ikke helt var sikker på, hvad man havde set. Ja, det gjaldt ikke mig.

Da vi ankom til festen, havde jeg set tre fjerdedele af en arabisk/marrokansk spillefilm, ’Death For Sale’ af Faouzi Bensaïdi, og var egentligt ok med at smutte uden slutningen. Den handler om tre venner; den ene vil hjælpe en prostitueret ud af sit miljø, den anden er netop kommet ud af fængsel og plotter på et røveri, mens den tredje finder mening og en vej ud af gadetyveri ved at indrullere sig i en religiøs gruppe. Jeg forsøgte at snige mig ud diskret (så diskret man nu kan, når man har pailletter på), da røveriet begyndte at være sidste udvej for den ellers velspillende tragedie-bundne trio. Men jeg gætter på, at det ikke var en happy end. Spændt på, om filmen kommer videre herfra – og respekt for Emiraterne, der velvilligt sprøjter penge i en film, hvor korruption, alkohol, blod, stoffer og bryster er central for handlingen.

Tid er virkelig en faktor til Berlinalen. Derfor blogger jeg en uge efter, fordi jeg af en eller anden grund ikke altid kan finde tiden dernede. Og derfor venter folk ikke på at en fest går i gang. De starter den selv. Jeg rystede stemningen fra filmen til tonerne af Ms. Houston på det pakkede dansegulv. Denne nat var alle fans. Og jeg teede mig som en drag på portvin. Gudskelov for at jeg kom væk fra gulvet, inden de spillede ’Vogue’ med Madonna.*

Aftenens to aha-oplevelser: et kig ind på pissoiret afslørede en tissekumme fuld af isklumper. Men endnu bedre at rende ind i min gamle kollega, der nød en smøg og drink, og kunne fortælle lidt om interviews og om instruktørers hysteriske anfald, der ikke kunne trykkes i avisen. Og altså heller ikke kan genfortælles her.

 

 

 

 

 

*Der var i øvrigt en glimrende anmeldt amerikansk musical om en ung fyr, der bliver strittet ud hjemmefra og bliver reddet, da han kommer ind i den del af queer-kulturen, hvor fænomenet Vogueing opstod – fik ikke set den, men det beviser, at man kan lave film om alt. Alt!

Leave a Reply

%d bloggers like this: