WILD – ****

Jean-Marc Vallée
4hjerter

Noget af det fine ved at finde sig selv, er at man aldrig er der, hvor man troede, man var. Og det fine ved ’Wild’, er at den efterlader sit publikum rørt og opløftet, men aldrig er klæg og forudsigelig.

Cheryl (Reese Witherspoon) er en kvinde ved en korsvej. Efter en heftig nedtur med sex med fremmede og rygeheroin, der har fremmedgjort hende fra alt og sit udgangspunkt, vælger hun at vandre 1700 barske og naturskønne kilometer. Den ydre rejse åbner op for en indre.

Filmen handler ikke om misbrug, men om kærlighed, især til sig selv. Om at turde sige ja og om at udsætte sig selv for skønhed.

Altså. I princippet sker der jo intet i filmens nutid. Men det er en af filmens mange styrker, at den langsomt folder fortiden ud, så vi forstår den i samme tempo som Cheryl.

Det er hendes blik, vi følger, og det skaber en tæthed, hvor horisonten er langt væk. Det er en meget smuk film hvor landskabet i princippet bare er en metafor; det er det indre, der folder sig ud.

Kameraet dvæler ved en uforfængelig og ikke altid sympatisk Witherspoon, der formår at tilføje så meget kant på en kvinde, der så nemt kunne blive damebladsspiselig, fordi det er lige til højrebenet at holde fast i spiritualitet og mindfullness for at finde sig selv.

Men nogle gange må man råbe KÆLLING ned i en kløft, fordi man mister en tånegl i ødemarken. Og stadig med mange hundrede miles at gå. Sådan er det jo faktisk.

En stor del af uforudsigeligheden skyldes fortælleteknikken, hvor fortiden ikke rummer det, man troede (hvis man ikke har læst bogen), og så forfatter Nick Hornbys glimrende manuskript, der gør karaktererne til rundede mennesker. Manden bag bl.a. bogen ’High Fidelity’ har muligvis også haft en finger med i det glimrende soundtrack.

Vallée (’Dallas Buyer’s Club’ m.fl.) instruerede også i ’The Young Victoria’, og mestrer både dermed både drama, episke film og altså også et råt, sart og kun lidt sentimentalt kvindeportræt. Witherspoon købte selv rettighederne til filmen og har medproduceret, så man næsten tænker, at denne film også er næste skridt i en lang vandring for hende.

You go, lady.WILD

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.