Lidt aktuel er man vel altid.

Så er det tid til Krimimessen i Horsens lige om lidt! Du kan møde mig her:

Lørdag kl. 11.45 i Trykkeriet: Jeg deltager i en paneldebat om volden i krimier med Dennis Jürgensen samt Roslund og Thunberg, moderator er Nanna Mogensen fra Skønlitteratur på P1.

Søndag kl. 12.40 på Sort Scene: Jeg interviewer svenske Stefan Ahnhem, forfatter til ’Offer uden ansigt’.

Jeg er så svinehamrende heldig. Når man ikke er aktuel med ny bog, så er man faktisk heldig at være med, synes jeg. For hvis der er noget, jeg har lært i det halvandet år, der er gået siden debuten, så er det, at det kræver hårdt arbejde at holde sig til. Og at man skal holde sig til for ikke at blive glemt – og fordi det er sjovt.

Mange forlag har ret kort horisont i deres årshjul; det går hurtigt fra udgivelse til uaktuel. Og sådan er det. De er ikke kun i gamet for at facilitere kvalitetslitteratur, de er der også for at tjene penge. Derfor har det også undret mig nogle gange, hvor lidt, de orker at ’lege med’, twiste formlen og tænke nyt.

Jeg er selv den type forfatter, og nok også menneske, der helst siger JA! Og derfor stiller op, når folk vil mig. Uanset, om det er offentlige oplæsninger, debatter, klummer eller andet. Hvis nogen vil høre mine ord, enten de talte eller skrevne, så er jeg der. Jeg har for nyligt læst op til en privat middag, et af de fineste og mest nærværende forfatteroplevelser, jeg har haft.

Men, altså. Det er som regel mig selv, der skaber de muligheder. De kommer, fordi jeg er om mig. De kommer, fordi andre synes, det er skægt og interessant at have mig med (tænker jeg!). Og det er heftigt at komme igennem en skilsmisse og starte sin egen ’PR-virksomhed’ op, samtidig med at man har fuldtidsjob OG gerne vil skrive nyt. Og det insisterer jeg på.

På mange måder  passer jeg ikke ind i krimi-skabelonen. Der er for meget, jeg vil have med i mine karakterer, det stritter i alle retninger. Det er for komplekst. Men det tror jeg nu nok, der er plads til. ’Smerten selv’ har et langt liv, den bliver endnu taget ind hist og her, andre opdager den. Og jeg udvikler mig som forfatter, synes jeg, ved netop at insistere på at sidde mellem flere stole og undersøge mellemrummet. Det er jo der, det nye, det anderledes og spændende sker.

Så skidt med, om det ikke altid kan puttes ned i en enkel, marketingvenlig kasse, der passer ind i fastlåste forestillinger om, hvad folk vil have og hvad de andre laver.

At skrive er en konstant proces for mig, hvor jeg undersøger sproget, strukturen og karaktererne, uanset form og genre. Det er en vild og nogle gange uforudsigelig oplevelse. Det er noget, jeg krabber mig frem til, når jeg også skal have resten af mit liv med.

Jeg har SÅ meget respekt for mine kolleger, der holder snuden i sporet gennem en lang serie. Det kommer jeg ikke til, tror jeg. Jeg har nok at gøre med at holde sammen på min Mickey og alle hans neuroser, på at tænke nyt, på at plotte… og skrive skævt, når jeg overhovedet kan. Der er så meget, jeg gerne vil have med, så mange kanter at slå sig på, fordi jeg gerne vil bryde forestillinger.

Derfor er det også frustrerende for mig, når jeg læser krimitillæggene fra Information og Politiken, som troligt kommer hvert år. Vinklingerne er forudsigelige; så er femikrimien død, så er den forknytte mandlige detektiv tilbage, så er de kvindelige detektiver diagnoseramte, de mandlige forbrydere er onde seriemordere, det er et ligestillingsproblem…

Og så skriger jeg lidt. For mig selv. For vi er faktisk nogen, der prøver at gøre noget andet. F.eks. en kvindelig seriemorder, der er ligeglad med ligestilling. Skriver bøger, der rækker forbi dét, som andre gør i et omfang, at folk kan forske i genren. Det er det, det kan frustrere mig (udover at jeg igen i år er for sent til at komme med input til de tillæg, pga. liv, job og den slags).

Det er trist, når billedet bliver for småt. At horisonten er så lille, at der kollektivt kun ses på det, som alle andre gør. Det, som udkommer lige nu. Man får ikke de bøger og tendenser med, der stritter i andre retninger. Derfor kan genren også pilles ned af litteraterne igen og igen, fordi de kun ser ensretningen. Der er større ting på spil.

Derfor holder jeg mig til. For at læse op, fortælle at der findes krimier, der stritter, dunker, bløder og lever, også andre steder end i mainstream-spændingslitteratur. Og fordi der er ikke er andre end mig selv, der kan fortælle, at min bog er til. Og at den lever.

Nåh, det lyder måske, som om jeg er trist. Det er jeg ikke. Jeg er fortrøstningsfuld og glæder mig voldsomt til at være sammen med kolleger og bogfolk lige om lidt. Og ikke mindst læsere! Læserne er fantastiske, også fordi det er jo der, bøgerne lever videre.

Ses vi i Horsens?

Processed with Moldiv

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: