Min krop er ikke til debat.

Kvinden og hendes krop er altid til diskussion. Medier og konventioner har travlt med at fortælle os, hvad en rigtig kvinde er. Hop i havnen, tak.

Jeg siger ikke, at det er nogens skyld, at kvindekroppen er et af de mest debatterede emner. Slet ikke din. Jeg siger ikke, at det ikke er hårdt at være mand. Disse olivengrene rækker jeg frem allerede nu, så du ikke opfatter mig unødigt hysterisk.

Men det er blevet tydeligt for mig gennem årene, at kvinden og hendes krop altid diskuteres. Og at det altid har været sådan. Manden? Han er mennesket, han er standarden, kvinden er afvigelsen.

Fra amning til reproduktive rettigheder, til retten til at være i det offentlige rum. Vi forholder os til kvinden, som om hun er undtagelsen. Hun skal rette ind. Kvinder skal strømlines, optimeres, spæges, plukkes og plejes for at have lov til at være et menneske. For at være nogen, der kan tages alvorligt.

Jeg hører alle jer, der nu irriteret vrisser jeres ’Så lad da være, der er ingen, der tvinger jer’. Og I har ret. Men det er så indgroet i alle.

Damebladene presser ofte artikler ind, hvor kendte mænd forsikrer os om, at vi er dejlige. Når vi hviler i os selv, ikke får nye bryster, at vi er smukke og feminine. Hop i havnen.

Og bliv under vandet, Jakob Olrik, så vi slipper for udtalelser, som den du gav til Alt for Damerne for nylig:

»Jeg synes virkelig, den der ’Bridge’ (bikini bridge – kvindes hofteben stikker ud, red) er tiltalende, især hvis knoglen stritter lidt. Det er lidt ligesom et håndtag, der leder ned til en fordybning, en grotte, og det synes mænd virkelig er sexet.«

Og Olrik, tag Christian Bitz med, så vi undgår udgydelser som: »Jeg synes, alt for mange kvinder er alt for hårde ved sig selv,« umiddelbart efter en opsang fra samme herre, om at kvinder burde tage flere armbøjninger for at slippe af med »mormor-musklen«.

Det vilde er ikke, at mænd ytrer sig om, hvornår kvinder er perfekte med det underforståede ’ … det skal I være for at få mænd som os’. Nej, det vilde (og sørgelige) er, at mange kvinder nyder valideringen i de ligegyldige betragtninger. De er enige med mændene om, at der er regler. En kvinde skal smile, hun skal skabe sin kvindelighed ved at pleje sin krop, inden hun træder ud i verden. Og bevare sin mystik, være ikke-truende, naturlig og hvile i sig selv, fordi det er sexet.

Men manden og hans krop er ikke under lup, han er bare. Ingen forventer, at han skal gøre sig selv indtagende ved at møde andres standarder. Jeg læser, at ’far-kroppen’ er det nye sexet. Undskyld mig, er det nyt? Enhver mor har set den. Hun føler stadig et pres for at tabe gravid-kilo, men ikke for hurtigt, hun skal jo være en god mor, men ikke for længe, for hun skal jo arbejde igen, men hente tidligt. Og svare på, hvordan hun dog klarer det hele og stadig ser dejlig ud.

Krav, krav, krav.

Bortset fra de få underbuksereklamer med muskler, har manden altid lov til at lade det hænge, rynke og rocke rundt alligevel. Han måles ikke på fuckability, hans krop er ikke til skue og debat hele tiden.

Åh, men det er værre slet ikke at blive set? ’Bare vent, til du er blevet midaldrende, så vil du savne det,’ hører jeg. ’Det er ensomt for en mand at være usynlig,’ har jeg også hørt. Og det er sandt. Men det siger også noget om, hvor invasivt det konstante blik på kvinden er, uvilligheden til at underkaste manden samme granskning, og hvor vant vi er til det.

En anden negativ ting er, at vi ikke ser de mænd og drenge, der lider. Som tager det spægende, anstrengte forhold til kroppen til sig, fordi de ikke føler, de slår til. Måske skal vi kvinder til at fortælle dem, at de er gode nok, som de er?

En mand beskrev for mig, at mandens objektivisering af kvinden – uanset om hun er kassedame, cand.mag. eller Kim Kardashian – er demokratisk, fordi det ikke hviler på præstation, men tiltrækning, som jo er en vildsom størrelse. Feministen i mig stejler, men jeg ved, hvad han mener. Han blev selv overrasket over, at der er kvinder, der æder mænd med øjnene, uanset om de er CEOs eller skraldemænd. Begær går begge veje.

Kvinder måler sig selv hele tiden, retter sig selv og hinanden ind. Gør jeg det selv? Stiller instinktive krav til mig selv og andre kvinder? Søger jeg den validering? Ja, da. Jeg beder ikke om en revolution. Jeg vifter med et hvidt flag, selv om hvidt ikke klæder mig.

Klummen blev bragt i Information d. 15. maj 2015.

EPSON scanner image

2 comments Write a comment

  1. “Bortset fra de få underbuksereklamer med muskler, har manden altid lov til at lade det hænge, rynke og rocke rundt alligevel. Han måles ikke på fuckability, hans krop er ikke til skue og debat hele tiden.

    Åh, men det er værre slet ikke at blive set? ’Bare vent, til du er blevet midaldrende, så vil du savne det,’ hører jeg. ’Det er ensomt for en mand at være usynlig,’ har jeg også hørt. Og det er sandt. Men det siger også noget om, hvor invasivt det konstante blik på kvinden er, uvilligheden til at underkaste manden samme granskning, og hvor vant vi er til det.”

    Kære Stephanie
    Uenig. For det er han.Men skjult i vores kultur. Det ensomme er ikke det vurderende blik, men at det er skjult eller undertrykt. Eller at det ikke er bedømmende, men fordømmende.

    Næste udsagn: Det invasive. (Evia fransk fra latin invasivus, afledt af invadere, af in- ‘ind i’ og vadere ‘gå'”

    Et blik er ikke nødvendigvis invasivt, men iagttagende, registrerende, målende. Som en nødvendighed, som en orientering. Som at kritik ikke er negativt, men analyserende, bedømmende og vurderende.

    Hvis man som mand tager sydpå (eller som en mand sagde til mig: “Tag over den første bro væk fra København” for der er manden et objekt.”) så er manden i et andet spil, bliver set som mulighed. Eller er med i spillet.
    Og det er fantastisk at man(d) også er et objekt – eller bliver “set”.
    Dér, og særligt længere sydpå, findes en stærk kultur for tydelig flirt, for polarisering, der ikke er undertrykkende, men udforskende, udfordrende og spændingfuldt, og hvor også manden har et rum og en (selv-)accept som objekt med den livsbekræftende frihed og glæde over at være synlig og med objektets kraft. Hellere et attraktivt objekt en ynkeligt, ydmyget subjekt. (Sartre: Hellere vise sig som et objekt end som subjekt). Det subjektive, det individuelle er der jo allerede.

    vh
    Niels

    • Kære Niels,

      Tak for at skrive langt og tænksomt til dette – og vi mener jo præcis det samme! Blikket på manden er skjult. Det, jeg mener med ‘invasivt’, det er jo, at kvinder ikke opfattes truende, når vi ser på mænd, hvor det modsatte jo kan gøre sig gældende, alt efter situationen. Hvordan faldt du over denne klumme?

      Mvh/S.

Leave a Reply

%d bloggers like this: