Timing er alt. Jeg blev spurgt af nogle venlige mennesker, om jeg i min egenskab af blogger, forfatter-on-the-go og generelt fabelagtigt menneske, var interesseret i at se, om det der Windows, Lumia-mobil og især Surface-pc’en var noget for mig.
Ingen penge, ingen krav, bare ’giv den gas og smid et #lumiaoffice efter det’. Og så var det lige, at livet gik ind og blandede sig.
Jeg brækkede nemlig anklen nogle dage før, og så bliver der ikke meget med at arbejde på sjove steder og lege kreativ klasse. Krykker hæmmer en anelse.
Og så er det også den lille detalje, at jeg har været sovset ind i Mac og Apple siden 1998. Dengang det endnu ikke var hipt. Jeg har stadig min første iPod, den hvide med klikhjul, jeg husker tiden før iPhone, hvor jeg ønskede Newton tilbage.
Jojo, jeg har arbejdet i Windows, men altid under protest (hvorfor skal det se så grimt ud, hvor er mine nemme genveje, hvorfor er der så mange stier?!). Og jeg er faktisk lidt teknofobisk anlagt. Ting skal være logiske, bare virke og være som de plejer.
Uanset hvad, jeg accepterede udfordringen, og efter at have møvet mig ned af trapperne og ud i en taxa til Microsoft, fik jeg mine dimser. Jeg har hygget mig med dem siden.
Min konservatisme mærkes nu også. Ting føles meget anderledes på en Surface, men jeg har nogenlunde vænnet mig til det. Har jeg været i nærheden af at opdage HELT nye ting, virkelig gå amok og leget? Niks. Jeg har brugt de programmer, jeg plejer. Nemlig Word og min browser. Word kan det samme, men er lidt løsere i kødet end på min Mac, synes jeg. Markeringer opfører sig sært, indrykninger vil ikke som jeg vil. Men det er fint.
Men jeg er godt nok ikke den eneste forstokkede her. Jeg ville købe et cover til mobilen. Jeg tog ud til Field’s, normcore-højborgen, hvor jeg helt sikkert ikke bliver spottet (hverken i den korrekte eller den anglificerede nye betydning) af kreative hipstertyper. Og var i hele fem butikker, der ikke havde. I den sidste og allerstørste anbefalede de mig at købe online. De VILLE ikke tage mine penge.
Og som jeg stod dér, omringet af produkter til Apple og iPhone, kunne jeg mærke en lille snert af behageligt oprør. Jeg følte mig sådan lidt firstmover-agtig. Ganske vist på en besværlig måde, men alligevel.
Sådan er det nemlig lidt med os i den kreative klasse, vi kan godt lide at være noget for os selv. Så hvorfor fanden har alle det samme?
Microsoft som for mig har stået for det ultimative i standardiseret normalitet, har meldt ud, at de i fremtiden ser sig selv som nogen, der leverer services og ikke (som Apple, min tilføjelse) hænge tingene op på bestemte devices. Det er egentlig en ret fin tanke. Og ret vild.
Apple har levet med, at vi disciple har halset efter den seneste dims, som om vi kunne redde verden eller os selv med den.
Er jeg blevet konvertit? Nej. Der er mange kinks i vejen. På app-fronten kan jeg ikke få helt det samme som på min gamle iPhone. Der er ikke nogen, der gider udvikle det. Jeg mangler ting som WordPress til telefonen, mobilklippekort (jeg kan blive tvunget til Rejsekort..!) og Facebook-app’en er omtrent håbløs.
Så nej, jeg er ikke blevet helt omvendt, men jeg kan lide den måde, de tænker på. Og jeg kan godt lide at den store gigant fra Seattle pludselig er den skæve dreng i klassen. Nørdpower.
PS: Ingen, slet ikke Microsoft, har bestemt over mine ord, ingen penge eller tjenester er blevet givet i håb om gunstig omtale. Så dét.
