Hvorfor har vi behov for hele tiden at holde snor i vores børn? Hvad skal de være, når de bliver store? Sådan nogle, der ikke kan tage en selvstændig beslutning, fordi den altid har været taget for dem?
Jeg har brækket anklen. En udramatisk, men besværlig begivenhed, og som enlig mor er jeg lykkelig for gode venners hjælp og godt samarbejde med mine søde børns søde far. Men en enkelt dag kneb det, og den otteårige var nødt til at aflevere den femårige før skole. Jeg følte mig som ravnemor, bare lidt.
Vi talte det grundigt igennem, ungerne og jeg. De kender stien godt, ingen kryds eller trafik. Og den er kort. Den ældste kører selv i skole de fleste morgener og er glad for det, det lange hår flagrende efter sig, skoletasken bumpende på ryggen og afsted.
Vi talte om det store ansvar. Den mindste lovede højtideligt at høre efter, køre ordentligt. Afsted kom de. Jeg ringede, da de var på vej og for at høre, om de var kommet frem i god behold. Det var de.
Således lettet for min egen ravne- og hønemorkrabask krykkede jeg hen til min kaffe og lavede en lille opdatering (de sociale medier er min livlinje i disse dage). Det væltede ind med hurraråb, fordi jeg ikke var curlingmor, men netop sådan en uglemor, der havde 360 graders udsyn, som satte børnene fri. Gav dem ansvar.
Jeg drak min kaffe. Jeg var selv nøglebarn i 1980’erne. Jeg kan ikke huske, at min mor fulgte mig andet end første skoledag. Jeg husker heller ikke, at andre blev fulgt. Over Østerbrogade, to lyskryds, kun bevæbnet med nøgle og skoletaske. I anden klasse var jeg flyttet til Orø og kørte halvanden kilometer alene på cykel på landevej ud og hjem, sommer og vinter.
Så ringede telefonen. Børnehavens leder var bekymret. Stærkt bekymret. Målløs lyttede jeg først, siden beroligede jeg ham. Nej, de var ikke i trafikken, som sådan. Ja, jeg mente nok, at det gik en enkelt gang. Han understregede, at han jo ikke skulle bestemme over, hvordan jeg opdrog mine børn.
» … Men.«
Det ’men’ dirrede i luften, længe efter jeg havde lagt på. Dels på grund af den passiv-aggressive italesættelse af min børneopdragelse (følte jeg). Og så ulmede et langt stærkere ’men’ i mig. En undren. Hvad er det for nogle voksne, vi gerne vil have vores børn til at blive?
Hvad skal de være, når de bliver store? Sådan nogle, der aldrig har været fritgående, fået ansvar, lært at klare sig selv? Sådan nogle, der ikke kan tage en selvstændig beslutning, fordi den altid har været taget for dem?
Da jeg var barn, gik vi unger selv – også til eventuelle fritidsaktiviteter. Da jeg blev større, tog jeg selv bus og S-tog. I dag bliver alle kørt til alting. Og nej, alting skal ikke være som dengang. Jeg kan godt sende min datter i kiosken med en tyvekrone efter en liter mælk. Jeg købte også nogle gange ind for min mor. Smøger og en halv flaske snaps. Det forhindrer dagens lovgivning gudskelov.
Og hvad er det for nogle voksne, vi selv er blevet? Har vi virkelig glemt, hvor frit vi selv havde det? Hvorfor har vi det behov for hele tiden at holde snor i dem, for hvad nu hvis?
Intet af det farlige, der kan ske børn, er ønskværdigt i sig selv, men hvis vi lader dem vokse, lader dem mærke, at de godt kan meget selv; at de er individer med integritet – kan de så ikke bedre klare det?
I stedet råber vi, at himlen falder, vi kvæler dem, vi transporterer dem, vi gør det usikkert for andre, fordi vores biler og ladcykler moser forbi tæt på skolerne. Jeg tror ikke, der var lige så mange afleveringsulykker, da jeg var barn. For der var kun et ego pr. skolebarn, ikke en eller to voksne også, og ikke 117 andre forældre, mens det ringede ind.
Om eftermiddagen havde mine unger en legeaftale. Jeg hentede i en taxa, krabbede op til fjerde sal, de løb op, glade og trætte, hjalp med at bære mine krykker. Min søn så mig græde lidt et sted mellem 2. og 3. sal, og jeg sagde, at det ikke var hans skyld, men den fod. Det var bare en lille bid af himlen, der faldt ned på min hale. »Men det skal nok gå, skat.«
Klummen blev bragt i Information d. 27. maj 2015.
