Amour Fou – ***

Jessica Hausner
stjerner

Oh, at være en lille, længselsfuld viol i skovbunden! Oh, at dø af ulykkelig kærlighed og weltschmerz i naturen! Kan noget være skønnere?

Henriette Vogel (Birte Schnöink) lever et enkelt, borgerligt liv i romantikkens Berlin i 1811. Hun hentæres af store tanker, martret af skjulte længsler og nervøsitet. Dagene går med broderi, blomsterarrangering og behagelige selskaber med musicering.

For digteren Heinrich (Christian Friedel), der er lider af livslede, er der kun en løsning på tilværelsens kummerlige banalitet, nemlig døden. Han er dog ikke indstillet på at dø alene, men mener snarere, at det er lykkeligst at dø med en elsket. Langsomt nærmer de to sig hinanden. Men blodfattigt og næsten tonløst.

Denne lille tysk-østrigske film stiller de store spørgsmål og har øjeblikke med indsigt og skønhed. Men er godt nok også vældig traurig mellem disse punkter. Det er ingen lidenskabelighed eller fornemmelse af inderlighed.

Selv da Henriette rammes af en sær sygdom, der ændrer hendes lyst til at forlade sit liv med den patetiske digter, rammes man ikke rigtigt. Han ville egentlig helst dø sammen med den elskede kusine Marie (en fremragende Sandra Hüller, der er et af de få lyspunkter i filmen – hun er levende!).

Man mærker ikke den påståede brusende flod af følelser, der er spærret inde bag konventionerne. Poesiens blå blomst besynges, men kun halvkvalt. Det er vist meningen, men er højst irriterende.

Iscenesættelsen er smuk og tæt. Hvert billede er en klaustrofobisk kukkasse af farve og form, men uden det teatralske, og paradoksalt nok uden det liv, vore hovedpersoner overvejer at forlade sammen. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at de ikke vil blive savnet.

Og det er jo ikke fordi man skal anke en film for alt det den ikke er. Den skal ikke have smæk for ikke at være Austen. Så lad mig kritisere den for dens særegne natur. Dens sturm und drang. Om end filmen selv berører det diskret, det tragikomiske, så har den ikke meget vid, thi den er tysk-østrigsk!

Som Henriettes moder tørt bemærker, efter at have pillet digterens værk fra hinanden: ”Så foretrækker jeg Goethe.”

Amour Fou

Leave a Reply

%d bloggers like this: