Mission: Impossible – Rogue Nation ****

Christopher McQuarrie
stjerner

Det er på en måde helt uretfærdigt. Når hele spiongenren og ’M:I’-serien især er gået i selvsving for at overgå hinanden i at have de mest twistede dobbeltspil og de mest outrerede stunts, så bliver man jo sværere at imponere.

Så forventer man hele tiden, at intet er, som det ser ud til, at der venter en ond håndlanger lige rundt om hjørnet fra torturkælderen, at der altid er et toptjekket gemmested med en ny identitet, endnu en supersikret, krypteret dims med et hysterisk mærkeligt gemmested, som ingen ved hvor er og ingen kan bryde ind i – undtagen vore helte.

Således også her.

Ethan Hunt (Tom Cruise, hvem ellers) og holdet fra sidst, er denne gang oppe mod fjender internt og eksternt. CIA vil lukke bulen, et mystisk Syndikat truer verdensfreden og de eneste, der kan klare ærterne, er Hunt & Co. Det er naturligvis ikke ligetil, så skurkens spor jages verden over på glamourøse steder, i kældre og vanvittige stunts og så videre følger.

Plottet er ligegyldigt, man kunne have sat andre ind og stadig få næsten det samme ud af det. Men så er der lige den lille mand med det store engagement i den der såkaldte frikirke. Det her er jo Toms show. Og meget kan man sige om ham, men han er stadig showmasteren.

Han hev Christopher McQuarrie ind, da andre instruktører faldt fra. Cruise insisterede på at hænge uden på et fly, insisterede på at fridykke for at klare sine egne stunts. Ingen skal sige, han ikke kan. Så det gør han. Det er den Cruise, du kender. Bare lidt mere slidt.

Det er langt ude, men det er også imponerende. Filmen er virkelig godt håndværk, og man er både blæst omkuld og glimrende underholdt. Det hjælper at der har sneget sig mere alvor og selvironi ind. Den lidt komiske nørd Benji (Simon Pegg) er mindre irriterende, imens Cruise selv begynder at se lidt slidt ud og får kam til sit pæne hår, når kæmpestore håndlangere uddeler bøllebank.

Sidst, men ikke mindst er svenske Rebecca Ferguson en værdig modpart/flirt til Hunt. Som en kick-ass Ingrid Bergman er hun både hårdtslående, smuk og med en katteagtig, kølig elegance, når hun kæmper.

Fire store, hårdtpumpede stjerner og rigeligt med popcorn til.

r91zHND

Leave a Reply

%d bloggers like this: