Mor, bliver jeg også tyk?

Som om et mor/datter-forhold ikke kan være kompliceret nok i sig selv, så kommer kroppen ind som slagmark.

Jeg kan ikke løbe fra det. Det ser nok ikke nær så fjollet ud, som det har føltes, når jeg har forsøgt løb. Jeg er ikke bygget til det. Det tog år at indse. At jeg ikke har ikke en atletisk, slank krop, der gemmer sig et sted derinde. Ingen kilometerlange ben, six-pack eller aristokratisk hals. Og sådan er det.

Jeg har også en modvilje mod at tabe mig, selvom det sikkert kunne være fint nok. Men jeg er nervøs for langtidseffekten.

For jeg mærker min datters blik på mig, som jeg selv målte min egen mor. Jeg husker, at jeg syntes, at min mor så mærkelig ud. Jeg ved, min datter er optaget af forskelle og ligheder. Hun spørger mig, om hun bliver lige så tyk som mig, når hun bliver voksen. Og hvad kan jeg sige?

…det her.

BONUSINFO:
1) Jeg er blevet kaldt en doven, omsorgssvigtende mor af vildtfremmede mennesker på grund af den her klumme. Det er utroligt, at folk ikke ser, hvad de gør, når de dømmer andre på den måde. Uden at kende dem, uden at se dem i øjnene. Og rigtigt mange af dem gør det uden at læse klummen, men trækker
bare deres holdning i meningsautomaten. Det er enormt selvudstillende, synes jeg.

2) Min datter synes, de mennesker er dumme. Selvom vi altså ikke kalder andre folk dumme hjemme hos os.

3) Jeg har også fået en masse ros og venneanmodninger fra kvinder især. Det glæder mig.

Élisabeth-Louise_Vigée-Le_Brun_-_Madame_Vigée-Le_Brun_et_sa_fille_(1786)

Leave a Reply

%d bloggers like this: