Southpaw – *****

Antoine Fuqua
stjerner

Fra den første dunkende rytme i første scene, suger Jake Gyllenhaal blikket til sig, kræver publikums opmærksomhed. Uanset om han er spændt op til kamp eller midt i den, holder filmen dig fast. Og giver dig en lige højre.

Mesterbokseren Billy Hope (Jake Gyllenhaal) har alt. Titel på titel. En smuk kone (Rachel McAdams), en klog datter (Oona Lawrence), der vokser op med de privilegier og den kærlighed, han ikke selv havde. Da alt ramler, må han kæmpe indædt, ikke mindst mod sig selv, for at vinde sin datter, kampen og finde sig selv. Naturligvis først efter at have ramt bunden, lært noget af en ydmyg, men tough sort træner (Forest Whitaker) og vist sit værd som menneske udenfor ringen.

Og det er aldeles fremragende. Når en film, der på papiret følger en så kendt og klassisk formel (’Rocky’ og ‘Raging Bull’), alligevel trækker så dygtigt i hjertestrengene og vådter øjenkrogene, er den mere end godt håndværk.

Det er talent, det er ægthed og det er måske også et tegn på, at de fleste af os nu kender historiefortællingens rytme i en grad, at det føles dejligt, når slagene falder så klokkerent, som de gør her. Vendepunkterne og forløsningerne går lige ind.

Musikken (af Eminem og James Horner), klipningen og fotograferingen sætter en ramme, der føles ægte i noget, der kunne være blevet fladt. Alle ombord løfter filmen, men ingen mere end Jake Gyllenhaal. Jo, jo, hans fysiske transformation er imponerende, hans boksning ser mere end overbevisende ud. Men det er ansigtet og stemmen, der for alvor slår fast, hvor dygtig han er.

Den måde, han kæmper for at finde ordene, fordi han ikke er vant til at bruge dem. Den måde, han eksploderer i vrede og falder magtesløs ned. Det er styrke og sårbarhed, så det forslår. Selv når Billy kæmper allermest uskønt – og bokseteknisk udvikler han sig fænomenalt i filmen – mærker man mennesket bag.

Det samme kan siges om Forest Whitakers sammenbidte, streetwise træner. På papiret en klichefigur; den magiske sorte mand, der skal lære den hvide helt noget om livet gennem banale, men dybe visdomsord og hårdt slid. I hænderne på Whitaker bliver han så meget mere.

Mere glittet og pumpet end Antoine Fuquas egen ‘Training Day’ og ligeså hjerteknusende som indie-boksefilmen ‘Poor Boy’s Game’ – og glimrende gribende helt i sin egen ret.

southpaw4

Leave a Reply

%d bloggers like this: