Skamløs selvpromovering.

Det sidste halve år har været vildt. På jobfronten, følelsesmæssigt og kunstnerisk. Her, midt i sensommeren, kan jeg mærke, at det både har været godt og skidt.

Jeg er blevet interviewet i Berlingske (der ofte bringer mine klummer fra Altfordamerne.dk), af Fyens og sågar Nordvestnyt (min barndoms Holbæk Amts Venstreblad). Jeg skulle endda have været i morgen-tv og snakke om den her. Mine klummer har ført nye klummer med sig, f.eks. denne i ’Kvinder med kurver’.

Der er jo også sket meget, hele to noveller i to antologier, en novelle til Alt for Damerne. Og ellers finde ud af, hvordan jeg skal håndtere mit liv (fast job versus selvstændig, kærlighed eller ej, hvad skal jeg skrive næst – roman eller novellesamling?). Men alligevel.

Jeg griber de her muligheder, fordi jeg føler, jeg har noget at sige. Men jeg er også ydmyg, fordi jeg kender så mange forfattere, der aldrig bliver skrevet om. Som lettere kynisk ikke-debutant læner jeg mig ikke tilbage og regner med, at forlagene sørger for ret meget andet end fantastisk sparring, gode viljer og at få min bog til tryk. Der bliver ikke tænkt ud af boksen. Jeg bliver ikke brugt eller sat i spil, så det gør jeg selv. Og det virker jo.

Men jeg kan godt blive lidt viklet ind i det hele, tro, at jeg er mere fantastisk, end jeg er. Fordi jeg er udadvendt og har nemt ved at tale med folk, så føler jeg også, at interviews er fine. Fordi man virkelig kan komme ned i nogle ting, der ellers kan være svært at få helt frem i en klumme, eller når man taler om sin bog udelukkende. At der så spidsvinkles i rubrikker på nettet, må man tage med. Det er bare for at få klik (er læserne virkelig så nemme? Ja. 10.000+ klik tager ikke fejl).

Men det er også drænende at bringe sig selv i spil på den måde. Nogle dage har jeg været helt tom bagefter, når der virkelig har været kig på mig. Men jeg vil sige, at der ikke er kommet noget skidt ud af det, faktisk. Venneanmodninger fra kvinder, der ved, hvad jeg mener. Begejstrede tilråb fra andre, der føler sig ramt af oplevelser og tanker, jeg egentlig troede, var private.

Bliver det for meget? Ja, måske. Er det lidt selvfedt? Ja, det er det nok. Men der er jo ikke andre, der slår på tromme for mig. Og lige så meget, jeg løfter på lagnet og viser frem, lige så meget ligger der et andet sted, under sengen, der får lov at ligge i mørket.

Men jeg skal også huske at holde bøtte lidt, lade nyt synke ind, så der er noget at skrive på. For skrive vil jeg.

Uanset, hvad det næste bliver, så skriver og skriver jeg.

Fyens

Foto: Carsten Bundgaard Andersen

3 comments Write a comment

Leave a Reply

%d bloggers like this: