Prisfester, premierer og røde løbere. Er der noget bedre, hvis man holder af film og de folk, der laver dem? Til årets Berlinale vandt Trine Dyrholm fortjent en sølvbjørn som bedste skuespillerinde for sin store præstation i Thomas Vinterbergs ‘Kollektivet’. Det er fantastisk, intet at skamme sig over. Hun fik prisen overrakt af selveste Meryl Streep.
Årets første filmfestivaler har allerede nu betydet mange billeder af en lind strøm af kendte og mindre kendte filmstjerner på kilometervis af rød polyester. Det ser så nemt ud at ankomme, stadset ud og styltet op. Sågar morsomt, når man ser de mange boblende smil i smukke ansigter i omtrent enhver billedserie.
Medmindre man snubler op af trappen som f.eks. Dame Helen Mirren forleden i Berlin, men det gør de færreste. Og selv det gør mindre, når man er den, der skal dække eller læse om det. For det handler kun om få gode billeder. Seværdig og klikværdig.
De professionelle fotografer til disse events står oftest lige indenfor med linser på spring som bazookaer. Udenfor står andre bag afspærringer, klar til en hurtig kommentar fra stjerner uden overtøj, der fryser med anstand under varmekanonerne. I hvert fald, når premieren falder i Berlin i februar, hvor jeg har været til festival on/off siden 1998.
Denne aftens premiere er ’Queen of The Desert’ af Werner Herzog, der måske åbner herhjemme i løbet af foråret, et helt år efter. I stedet for at gå ind, da publikum satte sig, finder jeg en plads i siden. Fotograferne sidder på et podie, og jeg har lyst til at se Nicole Kidman og hendes medspillere ankomme. Jeg er ikke taget til festival for et anerkendt dansk medie, så det er ret begrænset med stjernestøv på de dage, hvor jeg står op kl. 5.30, er i billetkøen udenfor kl. 7 og ellers rakker rundt i et ishamrende koldt Berlin for at se film. For egen regning, i øvrigt. Så jeg tager gerne det her med.
Der er stille i foyeren på Berlinale Palast, hovedbiografen under festivalen. Fotograferne taler lavmælt og høfligt med hinanden, overholder rangorden på billige klapstole. Og så ankommer skuespillere og instruktør. Lyden ruller ind, den lave torden af en menneskemængde, der jubler på en underspillet tysk måde. Kameraholdene til tv-stationerne og diverse andre får deres skud, og efter behørig vinken, muligvis autografskrivning, skrider stjernerne mod indgangen i samlet flok.
Så snart, det overhovedet er muligt, knipser det samlede podie løs som besat og kalder folk ved fornavn. Undtagen Herr Herzog, naturligvis.
Holdet stiller sig venligt og let stift op på række, som skueretter, der ser i de retninger, der forlanges af dem.
– NICOLE! Damian! James! Nicole, little bit more shoulder, please!
Det gælder om at skifte stilling hver tredje eller fjerde sekund, hvis man ikke skal se for død ud i sværen. Man kender sin bedste vinkel, men man må variere den, så der er noget at se på. Skuespillerinden har det ultimative trick….
…klik her for at læse videre ovre hos POV International!
BONUSINFO:
1) Jeg er begyndt at skrive for POV International, som er et nyt blogbaseret medie, hvor en række seje og dygtige folk skriver kyndigt og kløgtigt om ting, de ved noget om – men som måske er skæve emner i forhold til den danske medieverden. Det er folk heldigvis ligeglade med. Både dem der skriver (om lige det, de vil) og dem, der følger POV på Facebook, og som læser artiklerne. Hvis man kan lide artiklerne, kan man donere, hvad man synes til den enkelte skribent, eller lægge et mindre, månedligt beløb til fælleskassen.
2) Kan man leve af det? Niks. Men det er skægt.
3) Mine første bidrag var ‘Territoriet’, en uudgivet novelle, jeg skar over i en første og anden del. Jeg læste den op til Kulturnattten i Dansk Forfatterforening, der havde Rifbjerg-tema. Men jeg ved ikke, hvad Store Klaus ville have sagt til den.
4) Nicoles trick virker altså.
