Den halvgamle dame og tuschen.

Hvorfor ventede jeg egentlig til jeg næsten var fyrre med at få den der tatovering, jeg gerne ville have? Fordi før gav det ikke mening.

KLUMME: Jeg har to tatoveringer. Jeg vil ikke afvise, at der kommer tre og fire, men lige nu, mens jeg skriver disse linjer, så har jeg to, og jeg har ikke umiddelbart planer om at få flere.

Dengang i 90’erne, da folk fik vikingetusser, skulle jeg ikke nyde noget. Ved årtusindskiftet, da folk fik tribal-tatoveringer og røvgevirer, holdt jeg mig væk. Da hipsterne fik retro-tatoveringer og geometriske former på huden, tænkte jeg “cool, men ikke til en speltmor fra Amager som mig”.

Men der sidder de. På indersiden af hver arm. Efter at have tænkt over i et års tid, hvad jeg skulle have. En skrifttatovering (jeg er jo en ord-dame), der var diskret, underfundig og lige mig.

Min generation er pjattet med ironi og referencer, så jeg endte med en hyldest til René Magrittes ikoniske billede af piben. Den med ordene “Dette er ikke en pibe”. Det var (trods alt) for plat med “Dette er ikke en tatovering”. Efter nøje overvejelse endte jeg med “Ceci n’est pas ta femme” – “Dette er ikke din kvinde”.

Den har tre betydninger. Den ene er, at kvinden er fælleskøn i samfundet; mænd er individer, mens kvinden er en samlet masse. Sat på spidsen: Kvinder er et køn, før de er mennesker. Min krop og hvad jeg gør med den, er politisk, fordi der er en kultur, hvor den ikke kun er min egen, men også en del af en fællesmængde. Den anden betydning er en opfordring om at give sig hen, være en andens, høre til. Jeg er min egen kvinde, men tatoveringen vrænger af mig og siger “Nej, du er også hans”. Og den sidste lige ud af landevejen. Dette er tatoveringen på din kvinde.

Jeg har fået to reaktioner…

…og hvad mon de var? Læs videre her!

BONUSINFO:
1) Billedet er taget af virkelig dygtige Carsten Bundgaard – som udover at være virkelig skarp, også er et yderst behageligt menneske at lade sige fotografere af. Han tog billedet med sin iPhone, efter han var færdig med at tage billeder af mig til portrætinterviewet i Fyens. Han er i øvrigt selv tatoveret.

2) Kender du ikke sangen om Lydia? Så lyt her.

Den dansk-amerikanske journalist, forfatter og filmblogger Stephanie Caruana om sanselighed, feminisme og evnen til at fejle.

,

Leave a Reply

%d bloggers like this: