A Bigger Splash – *****

 Luca Guadagnino
stjerner

Hvis tale er sølv, så er tavshed mere end guld, når Tilda Swinton spiller stum sangerinde.

Marianne Lane (Swinton), platinsælgede rock-ikon, er krøbet i ly med kæresten (Matthias Schoenaerts) i en luksusvilla efter en operation på stemmebåndet. Da hendes tidligere producer og mand (Ralph Fiennes) tropper uventet op i den solsvedne italienske idyl med sin datter (Dakota Johnson), skubbes alle fire gennem smerte, begær og et følelsesmæssigt stormvejr.

Denne film er som at se et helt års udgaver af italiensk Vogue. Fuldfed iscenesættelse, farver, der fodrer sjælen og uopnåelighed helt op i linsen. Skønhed, der er lige til at skære sig på. Det er en ekstremt smuk film. Alligevel føles personerne ægte, der er en nerve og en fornemmelse af dybde i karaktererne.

Det skyldes især Ralph Fiennes, der som sølvtunget djævel danser ind på scenen og reducerer alle til rekvisitter i et one-man-show, hvor hans afdankede producer er den sande stjerne. I egen optik en uselvisk bamsebjørn, der sætter andre fri, når han har brugt dem. Det er skønt at se Fiennes give los som en mand, der er så øretæveindbydende. En uforfængelig og rå præstation. Han bryder igennem den solglitrende vandoverflade i svømmepølen på bjergsiden som en brølende bombe, der giver efterdønninger i andre.

Filmen bygger på bogen ’La Piscine’ fra 1969, der er filmatiseret flere gange. Bl.a. ’Svimmingpool’, hvor Charlotte Rampling var udbrændt krimiforfatterinde. Et kammerspil mellem en moden og en ung kvinde. Den foruroligende unge, dovne skønhed personificeres her i Penelope (Dakota Johnson, der er glimrende).

Dagene er lange under solen, alle observerer hinanden, skaber ringe i sjælens vande. Alle trænger til hinanden.

Tilda Swinton er strålende, selv i denne tavse rolle. Og meget troværdig som kæmpe rockstjerne, der har fundet kærlighed og ro. Det virker lidt usandsynligt, at en fersk dokumentarfilmsintruktør (Schoenaerts) gør hende lykkelig. Men man tror på, at hun føler det.

Savner man noget? Ja. Mere Marianne Lane, et kryds af Patti Smith og David Bowie. Måske mere sammenhæng mellem den rå virkelighed som øens bådflygtninge og den selviscenesættelse, som fire privilegerede og skadede mennesker kører af. Men det gør mindre.

Når dødsstødet rammer, er man beruset af vinen, huden summende varm. Blændet af det smukke lys, blæst igennem af rock og Scirocco-vinden.

Screen-Shot-2016-02-12-at-09.12.16

Leave a Reply

%d bloggers like this: