Suburra – ****

Stefano Sollima

Med ondt skal ondt fordrives, særligt i nutidige italienske gangsterdramaer. Der er ikke plads til tøven, der er ingen nåde. Men det er smukt som døden.

Vi er i 2011. Filippo “Pippo” Malgradi (Pierfrancesco Pavino) er en korrupt politiker, der har magten til at gennemføre en ny byplan for Ostia i udkanten af Rom. Han tænker dog mere på at knalde med sin elskerinde (Giulia Gorietti), der fester hver nat hos byens mest celebre fest-arrangør (Elio Germano), hvis far har noget i klemme hos en grum gangster. Ved kysten drømmer det unge brushoved ‘8’ (Alessandro Borghi) om at komme med på byprojektet, så hans steder kan stå forrest, når det italienske Las Vegas kommer. Paven pusler med at abdicere, Italien er ved at smuldre. Alle prøver på at sikre sig. Men en ting er planer, en anden er Roms brutale underverden.

Suburra betyder slum, og selvom flere af karaktererne vælter sig i nyrig svulstighed, er der ingen tvivl om råddenskaben nedenunder. Instruktøren, der primært har lavet gangsterfilm og ditto serier, forsøger her at løfte genren til højder, der er en græsk tragedie værdig. Det lykkes i det store og hele.

Der er ingen kære mor (jo, en enkelt), for blod skal betales med blod, og godt nok bestemmer den, der er kejser. Men kejsere kan afsættes. Sådan har det været siden Julius Cæsars tid. Den hund, der bliver tirret, bider fra sig, når den kan. Og du kan ikke stole på nogen. Ser du en løsning på et umiddelbart problem, vil løsningen kun gøre ondt værre.

Den her film er for lang, og den er utroligt brutal. Men også virkelig smuk. Som i scenen, hvor den rå, tatoverede gangster ser fremtidens Ostia for sig på ruden i natten, et drømmesyn skabt af lys og vanddråber og spejlet i håbet i hans egne blå øjne.

Men dybest set er karaktererne ret flade, og de kvinderoller, der er, er en joke. Den smukke luder med guldhjertet. Gangstertøsen, der både er junkie, men også er helt rå og kold som en Lisbeth Salander, når det gælder fjenderne. Resten går man glip af, hvis man blinker. Men alle roller er så interessant og godt besat med kræfter, der spiller så gedigent og er så italienske, at man tilgiver meget. Det kølige og stilige elektro-soundtrack af M83 hjælper også på det, og så må man ignorere, at musikken ikke var skabt i det år, filmen udspiller sig.

Alle historier og karakterer har eller får forbindelser til hinanden, naturligvis, og der væves konstant et tættere og mere strammende net i denne italo-noir. Vi holdes i hånd gennem hele filmen, vi ved, at apokalypsen vil ramme. Som publikum er vi konstant to skridt foran, og derfor virker alle deres anstrengelser ekstra forgæves og tragiske – uden helt at ramme i hjertet. Kun slutningen overrasker for alvor, og understreger dermed, at alt er meningsløst.

maxresdefault

Leave a Reply

%d bloggers like this: