Jeg er ikke nogen løfteraket, støttepædagog, mental stuepige eller hende, der kan hentes omsorg hos, mens der samles kræfter til det næste forhold.
KLUMME: Forandring fryder. Og jeg ved godt, man kan have brug for at læne sig op af en anden for at komme igennem livsomvæltninger, for at udvikle sig til det menneske, der er kommet ud på den anden side af ting. Jeg forstår godt behovet, men jeg vil ikke igen være hende, der er midlet og ikke målet.
For løfteraketter slippes. De hænger lidt i tomrummet, når de efterlades, og så styrter de og går til grunde. Selve rumfartøjet kan ikke lette uden dem, men når løfteraketter har fået andre til vejrs, har de udtømt deres funktion.
En mand sagde til mig, da jeg efter bruddet prøvede at få sat ord på, hvad fanden der var gået galt mellem os: ‘Du var min seksuelle revolution’.
Jeg tror nok, han mente det som en kompliment. Men det var det ikke. Jeg tror, han tænkte, at det var en ros til mig, at jeg havde fået ham til at åbne op for nye sider af sig selv, og at han var glad for det. Men nu skulle han altså noget andet, hej, hej.
Det er ikke godt nok. Grunden til, at de ord stadig svier, er ikke, at jeg skammer mig. Jeg har ikke noget imod at få at vide, at jeg er god i sengen. Men hans ord fik mig til at føle, at jeg ikke var værd at elske. At det, jeg havde betydet, kun havde med ham selv at gøre. Jeg følte mig glødende klar til at kæmpe og elske side om side, men ikke for at ende som kanonføde. Jeg var ikke i det forhold for at være et spændende indslag i hans liv. Fandeme nej, om jeg vil være en seksuel revolution. Ikke hans, ikke nogens.
Men tiden med mig var åbenbart den oplevelse, han skulle igennem for at blive klar til at være i et rigtigt forhold med en kvinde, der ikke var mig. Sådan et, hvor man har rudekuverter sammen, en fremtid. En kvinde, han kan være den store mand overfor. Ham, der har været revolutionær, og derfor er spændende i en hverdag af småting.
Det er måske fordi, luder/madonna-komplekset stadig lever. Som feminist og fortaler for, at både kvinder og mænd skal nyde og udforske deres seksualitet, piner det mig, at det alligevel ofte forholder sig sådan, at der er kvinder, der er spændende, vilde og interessante. Men det er ikke dem, der ender med at blive kærester og koner. Sådan meget groft sagt.
Mig? Jeg blev efterladt ved fronten, sønderskudt, i ingenmandsland. Jeg havde kæmpet for noget, jeg troede, vi var fælles om. Han aflyste kampen og overgav sig til konformiteten. Jeg aner ikke, hvilken sag de to kæmper sammen om, hvilken revolution de har, hvis de har noget at slås for. Jeg ved blot, at jeg mister den sidste rest af respekt og kærlighed for ham, hvis jeg nogensinde finder ud af, at han har fået hende til at føle sig så uelsket og værdiløs, som jeg følte mig. Jeg føler en sær ømhed for hende uden at kende hende. Jeg under hende virkelig at ånde lettet op med ham i vished om, at det nu er de to. For den vished gav han mig aldrig. Altid et skridt frem, to tilbage, aldrig helt god nok til at være en del af hans liv, der tålte dagens lys. Og jeg gider ikke det spil.
Jeg behandler ikke mænd som enten kneppekarle eller …
BONUSINFO:
1) Tror vist, jeg skrev den her på en virkelig dårlig dag. Man skal huske at efterlade folk i den tilstand, man helst selv vil møde andre i.
2) Jeg håber vitterligt aldrig, at jeg har brugt nogen til at komme videre. Ikke på denne måde.
3) Jeg ved godt, jeg sikkert får hjertet knust en anden god gang. Jeg håber bare, det bliver knust på en mere interessant måde af en mand, der var dét værd.
4) Man kan aldrig vide, hvad der får folk til at elske en anden, der er helt anderledes end én selv. Men det gør jo ikke deres kærlighed mindre værd, mindre ægte eller mere ligegyldig, end det man havde sammen. Men det kan godt få én til at føle, at det man havde sammen, var inderligt meningsløst, når det kom til stykket. Hvad fanden var det lige, man skulle lære af det?
