Snowden – ***

Oliver Stone

Whistleblower eller landsforræder? Meningerne om Edward Snowden er delte ude i verden. I denne film tager Onkel Oliver os alle i hånden og staveplader for os, at den unge hacker med rubikskuben er en helt.

Den unge soldat Snowden (Joseph Gordon-Levitt) må indse, at han ikke er egnet til at tjene sit land på slagmarken. Men tjene det vil han. Han er drevet af en stor retfærdighedssøgen, en tro på Amerikas rolle i verden og en pragmatisk tilgang til hacking som sikkerhedsværktøj. Som han stiger i graderne og bliver klar over, hvor meget overvågningen af os alle egentlig fylder, må han tage stilling.

Normalt ville denne anmelder sætte vor hovedperson i sammenhæng med de andre i filmen. Adskillige gode kræfter er med, inklusive en overspillende Nicolas Cage og en slikket Rhys Ifans (et ildevarslende karakterstudie), begge i og for sig glimrende. Men showet er Snowdens. Som en anden Neo opdager han, hvilken virkelighed han befinder sig i – men det er en Matrix, han selv er med til at bygge. Fremstillingen af Snowden som renhjertet idealist er næsten ulidelig. Han er en semi-autistisk nørd, der i stigende grad er ubehageligt til mode, når kynismen råder i det efterforskningsapparat, han føler sig nærmest uundværlig for. Også selvom Gordon-Levitt er dygtig som altid.

Alt det, som moderne, vestlige mennesker tager for givet i dag; det digitale liv, der leves både intimt og globalt, bliver der stillet spørgsmål ved i denne film. Og med rette. Det spørgsmål som Edward Snowden stiller i denne film, handler dog overvejende om, hvor langt man må gå, for at gøre det rette. Ikke om hvad, der er det rette at gøre.

Rent fortælleteknisk foregår meget af filmen, da Snowden er i skjul i Hong Kong. Det helt lavpraktiske ved at undgå overvågning. Som publikum er vi ikke i tvivl om at manden har fat i noget, men der en ganske tynd linje fra ‘konspirationsteoretisk sølvpapirshat’ til ‘politisk flygtning’. Men selvom man er paranoid, kan man jo godt være forfulgt.

Det er sært at lave en spændingsfilm så tæt på begivenhederne, men nærsynetheden virker faktisk befordrende. Stone hælder dog for mange violiner ovenpå, subtil er han ikke just. Flade bifigurer forklarer konstant os og Snowden, hvor vidtrækkende overvågningen egentlig er.  Hans kæreste Lindsay (Shailene Woodley) er den obligatoriske lækre, kreative drømmekæreste, der elsker ham, også selvom hun ikke altid forstår, at det er vigtigt at dække webcams til og sådan. Suk.

Filmen og problematikken ER spændende. Og vedkommende. Men altså ret irriterende fortalt. Dog skal exit-scenen med udsmuglingen af data roses, den er næsten det hele værd. Og naturligvis billedsiden, hvor Anthony Dod Mantle er i storform.

snowden2

Leave a Reply

%d bloggers like this: