Their Finest Hour – *****

Lone Scherfig

Film om at lave film bliver ofte en hyldest til et håndværk og en tid, der er væk. Eller er en lejlighed for instruktøren til at gøre honnør til tidligere filmskabere. Det er fint, men film er nu bedst, når der er noget, de vil. Ellers er det for meget flødeskum og for lidt bund. Heldigvis er der rigeligt af alt i denne skønne film. For Lone Scherfig har en særlig evne til at fortælle historier om mennesker. Hun styrer os udenom banaliteter, som en kaptajn fører skuden forbi klichéernes klippeskær, også selvom historien skifter kurs og tone gennem hele filmen. Eller måske evner hun at gøre det velkendte ægte og friskt igen.

Anden verdenskrig buldrer derudaf, da Catrin Cole (Gemma Arterton) får en uventet chance. Hun hyres til at skrive ‘kvindeævlet’ i propagandafilm, der skal opmuntre befolkningen. Snart hvirvles hun ind i en stor produktion, og finder sit ståsted, mens bomberne fyger over London. Sammen med sin kollega (Sam Clafin) skal hun skabe en film, der kan ændre Englands skæbne.

Alle medvirkende virker ærkebritiske, men er så nuanceret spillet og tænkt, at der kommer langt større dybder til. Sjældent har bifigurer været så godt foldet ud, særligt fordi Lone Scherfig skaber rum omkring hver enkelt præstation, og den tid, filmen udspiller sig i.

I en tidlig scene overraskes Catrin af et luftangreb på vej hjem til kæresten. Chokeret ser hun på ligene omkring sig på gaden, men bryder ud i hysterisk latter i tusmørket og støvet, da hun ser, at det er mannequindukker. Så komisk er krig. Latteren forstummer dog brat, da hun opdager en død kvinde på sin egen alder under murbrokkerne. Den scene rammer hele filmens spændvidde. Det er mesterligt.

Krigen var på samme måde både tragisk og livgivende for landet, der måtte forny sig for at overleve. Kvinderne i filmen forstår, at det er nu, de kan rykke. Mændene er ved fronten og intet er som det plejer. Derfor bliver der også plads til mænd, som den aldrende frikadelleskuespiller Ambrose Hilliard (Bill Nighy), der modstræbende tager imod sit livs rolle. Faktisk har Nighy sjældent fået lov at vise så mange sider af sit enorme talent, og det er en fryd at opleve, hvordan han skiftevis krukker og rører ved hjertestrengene.

Det er dog Arterton, der bærer filmen på sine stærke og yndige skuldre. Sødmefuld og blid, og med en vilje, der er lige så stærk som stålet fra det stålvalseværk, hun kom fra. Hun må finde sig i meget, men hun kan også give igen. En pige med pep og en underspillet passion. At se hende tage sin plads i en verden, der ændrer sig, er så fint.

Replikker og regi er i topklasse, alt er smukt filmet og rollerne blændende besat hele vejen rundt. Selv klippene fra den fiktive film i filmen giver lyst til at se den også. Er den drivende romantisk, sentimental, sjov og dramatisk? Ja, ja og atter ja. Den tager kærlige og alvorlige livtag med sin historie.

1 comment Write a comment

  1. Pingback: Kino & Kaffe: Nederlagets triumf. – Stephanie Caruana | Journalist og forfatter

Leave a Reply

%d bloggers like this: