Undskyld, ikke alle borgerlige. En konservativ ‘filosof’ blev forarget over en anden avis. Igen. Den borgerlige debatkulturs tænkere har et genkendeligt mønster. Først en strittende, skælvende pegefinger mod ‘de andre’, fulgt af en frydefuld, gysende foragt, der ligner attrå. Så en begærlig, stakåndet opremsning af fejl, der afslører debattørens dybe fascination ved det foragtede, viser at vedkommende vitterligt har studeret hver eneste sprække og fold til bunds, dybere og mere inderligt end dem, der er tættest på. Opmuntret af egen retorik slynges ordflommen ud i stadig vildere svingninger, årsag og kontekst fortaber sig til spaltepladsen når i bund. Argumenterne, sølle og tilsølede, nu er ganske udtømte. Man kan føres med på bølgen, men læsere på nettet må nøjes med en lillefinger. En rubrik eller et lille fremstønnet citat uden sammenhæng. Det kan også stimulere, kildre forargelses-knoppen. Retorisk begavede læsere efterlades dog utilfredsstillede på kommentarens våde plet. Var det virkelig dét?
Eva Selsing synes, at kulturradikale har klam sex. Hun synes, Politiken bruger platte ord til at beskrive klam sex. At kulturradikale undergraver det gammeltestamentelige ægteskab. Eva Selsing bruger dyre ord for at skjule forudsigeligheden i sine bevidst tirrende tirader, viser uden blusel, at hun mest skriver for at tilfredsstille sin skrivekløe, som altid blusser på samme småtskårne måde. Kulturradikale er enten krænkede, livsforskrækkede krakilere eller klamme liderbasser. Hvis ægteskabet og det hellige, borgerlige samfund er truet, blot fordi folk iført arkitektbriller og café latte, skriver pik og kusse, så er de to koncepter ikke bedre værd. Regner hun virkeligt de borgelige dyder for så svage?
Hvis filosoffen turde filosofere, eller evnede at sætte i sammenhæng udover sig selv, så ville hun måske kende sin Ovid, sin Sapho, de Sade, Freud, Miller, Bukowski, Nin og så mange flere. Hun trænger nok til en omgang litteratur. For forfattere og tænkere har siden tidernes morgen fortalt, at sex vitterligt er klamt. Uanset politisk ståsted. Det erotiske er fedtet, upassende, besværligt og ustyrligt. En urkraft, der forskrækker os, når vi ikke altid kan putte begær i en pæn kasse. Hurra for det!
Litteratur og filosofi er forargelsens modvægt, ikke uskyldigheden. Bornerthed er indadvendt, aldrig skabende, kun selvbesmittende. Forargelse er at gejle sig selv op, vise sin store, svulmende væmmelse. Vi kan markere afstanden til andre, imponere med ord-porno. Men vi kan ikke skjule vores begær, trangen til at bore i kilden til vor frastødelse.
Der er krig mellem lakrids og vanille indenfor sex. Det kulturradikale og kinky mod det konforme. Jeg foreslår kardemomme-sex: Plag ikke andre, men gør ellers hvad du vil. Kig væk, hvis du ikke bryder dig om det. Men hvis tyndbenede analyser af andres lyster tænder, så nyd endelig forargelsens fryd. Men stå da ved det.
