Melania har jo ikke noget på.


Jeg revsede nærværende publikation, dengang lederpladsen fordømte unge kvinders brug af egne penge på prestige-tasker. De burde hellere tage et sommerkursus på Harvard, hvis de ville frem i verden. Lige nu ruller en tsunami af forargelse over Melania Trumps påklædning. Hun tog en jakke på til G7-topmødet. Prisen på jakken fra Dolce & Gabbana eller købt, var eksorbitante 51.500 dollars. Mere end den årlige amerikanske gennemsnitsindtægt. Er det jantelov at påpege det?

Jeg har et instinktivt og intenst mishag mod enhver, der fortæller kvinder, hvad de skal med deres egne kroppe, liv og penge. Men ‘taske-gate’ og denne razzia fra modepolitiets anti-Trump-korps afslører også, hvor lidt forståelse der er for modens markører. Ingen bruger spalteplads på at være forargede over aspirerende mandlige lederes dyre ure eller kulfibercykler. Kvinder kommer ikke ind i magtens indercirkel med en mulepose fremfor en Mulberry-taske. Man bliver taget alvorligt i magtens verden, når man klæder sig som en, der bør have magt. Se på malerier og fotos af eliten gennem tiden, se hvor prangende de altid har klædt sig. Den stramme elegance efter den franske revolution. Rokokoens underfundige sløjfer, snøringer og overdådige blomsterbehængte taft, barokkens bredskuldrede stillen sig an. Altid en eksklusiv modsætning til det jævne folk.
I dag er det mere underspillet (med visse nyrige undtagelser), man skal se efter de subtile detaljer, der afslører bærerens bevidsthed om signalværdier og luksus. Melania Trump gør, som modehusene dikterer, bortset fra et fravalg af pels. Hun klæder sig dyrt og designerbevidst; en belgisk designer i Belgien, italiensk i Italien. When in Rome. Ved at bære tøj fra værtslandene signaleres en støtte til deres patriotiske plisséringer og possementer. En flok af tonegivende amerikanske modeskabere har i øvrigt sagt blankt nej til at klæde hende på qua hendes mands politik.

Modemaskinen er en gigantisk industri, og en førstedame bør tage den alvorligt. Men der er forskel på førstedamer. Michelle Obama blev skældt ud af den daværende opposition for at have båret en kjole til hele 13.000 dollars. Hun støttede oftest amerikanske mærker, kombinerede med tøj, der fra mall’en. Michelle var ikke påklædningsdukke, men var i øjenhøjde med folket. Det er et sted, Melania aldrig har været, og det er netop det, Trumps vælgere elsker hende for. Den nærmest ublu fejring af luksus og trofæhustrulivet, der viser, at hun har vundet. Hun giver intet andet af sig selv end det, der kan smyge sig om hendes modelkrop. Hun er et glansbillede. En sfinks. Og hun har ingen magt udover sin mands. Melania er nærmest gangsta-agtig, når hun flasher sit bling, mens hendes mand slagter fattiges sikkerhedsnet og hjælp til mad og medicin, opruster militært. D&G har takket hende overstrømmende og rakket deres ‘haters’ ned via Instagram.

Det er bare en jakke. Og en privilegieblindhed, der er Marie-Antoinette værdig.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.