Ny kulturjournalistik, ja tak.

Skal Berlingskes skarptskydende debattører kaste sig over anmelderiets ædle håndværk, som kundgjort af den nyudnævnte kulturredaktør? Det har vi diskuteret en del i den kreative klasse. Selv har jeg hidset mig op og er faldet ned igen. Som både debattør, filmanmelder, journalist og kulturskaber er jeg jo klart inhabil, hvad enten jeg er for eller imod. Derfor venter jeg i spænding.

Vil Eva Selsing levere en sanselig svada over ‘Et Dukkehjem’ og anklage Ibsen for at ødelægge det borgerlige, judeo-kristne ægteskab? Vil Søren Hviid-Petersen i et velskrevet essay vise os, at The Bride i Tarantinos ‘Kill Bill’-film i virkeligheden er en frelserfigur, der renser os alle i en blodig allegori over dåben? Vi ved det ikke! Interessant bliver det at se, om værdikrigere kan møde kunsten med åbent sind, evner at formidle oplevelser, sætte i kontekst med tiden, med andre værker, og fortælle os noget nyt, gøre oplevelsen større end deres egne idiosynkrasier.

I går læste jeg interviewet med kulturminister Mette Bock, der ser kultur som et værn mod terror, og blev glad og håbefuld igen. For jeg er helt på linje med Hermansen og Bock. Kulturen er måske det vigtigste vi har. Der er brug for en ny måde at lave kulturjournalistik på.

Hvor er viljen i pressen til at gå til kulturen på nye måder? Europaparlamentets filmpris LUX blev uddelt forrige år, og EU-præsident Martin Schulz talte glødende om at styrke og vise de europæiske værdier. LUX-finalisterne tekstes til samtlige EU-sprog og sikres distribution. Skrev vi om det? Nej, for der var jo ikke ‘en dansk vinkel’. Men dog et væld af andre: Den europæiske kulturindustri omsætter for fem procent af EU’s bruttonationalprodukt. Små 800 mia. euro – eller 5,9 billioner kroner. Årligt. Kultur skaber 14 mio. job i EU. Det er pænt meget i skat.

Når Kunstfonden uddeler penge, revses rituelt. Ingen udover forfatterne selv skriver om, at legater giver arbejdsro, eller sammenligner mængden af støtte til f.eks. landbruget, der jo burde kunne stå selv eller dø. Et værk giver oftest sølle 15 procent til forfatteren, der leverer til en branche af folk med månedslønninger. Alle kulturproducenter betaler skat. Hvor mange jobs skaber kulturen og hvor ofte bliver kunstnerne selv blot tilbudt ‘eksponering’ eller to flasker vin for at fortælle?

Diskussionen mangler bredt, for den almindelige dansker får ikke den indsigt, og visse politikere nægter at få den. DF raser over debatskabende kunst på Bornholm lige nu. Men gæt engang? Kunst skal skabe debat, ikke skærme os. Der er intet curling ved kultur. Kunst er ikke en carport eller en lukket klub, det er en måde at gøre verden større på.

Sproget er en markør, og vi er nødt til at frisætte sproget om kunsten, gøre journalistikken om den bedre. Send endelig Asger Aamund på Louisiana. Jeg har håb om, at han ikke skriver om kvinder, der sidder på stole i timevis, der burde få sig et job. Og at vi alle kan se kunsten for bare korstog.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.