SILVANA – *****

Mika Gustafson, Olivia Kastebring, Christina Tsiobanelis

Med store kræfter følger et stort ansvar. Silvana Imam er vred. Som kun en lesbisk, feministisk svensk rapper kan være det. Som en rasende, blond elv, der smadrer strukturer og uretfærdigheder med sine sylespidse, spyttende rim.

Lyder det frygteligt politisk korrekt og kedeligt? Filmen er alt andet. ‘Silvana’ er et visuelt og auditivt cirkelspark til patriarkatet og Folkhemmet. Men det er også et blivende blik på en ung kvinde, der dannes som kunstner. Som er venstreradikal, kompromisløs og kejtet cool.

Gennem tre år følger vi Silvana Imam, der kom til Sverige som 4-årig datter af en litauisk mor og en syrisk far. Hun har ikke haft det lige nemt. Men hvad der præcis antændte hende, kommer vi ikke helt i nærheden af. Silvana er her og nu, hun er sin egen.

Vi følger hende, når hun er sejrssikker og fuld, mens hun som en bokser flytter vægten fra ben til ben, inden hun går på scenen. Vi ser hendes sårbarhed, da hun bliver forelsket, hendes glæde. Og hendes indædte ambition og indignation.

Højrepopulister og racister får Silvana-sandhederne lige i smasken; sandheder, der er så indlysende for hende og hendes generation, at det er føles som en personlig fornærmelse, når andre ikke finder det självklart, at Silvana har ret. Revolutionen kan ikke stoppes, den er her allerede. Og mænd og reaktionære af alle køn kan ikke ignorere, at det er fucking god musik og stærke ord.

Men Silvana er ikke en superhelt. Lige så stolt hun tager imod den massive kærlighed fra de mange fans, lige så tungt føler hun sig presset til at være en rollemodel, være hende, der forklarer tungnemme journalister, hvorfor hun gør, som hun gør: ”Du er jo feministisk rapper…”, ”Hvordan føles det at være et ikon?” og ”Er det hårdt at skulle være sådan en stærk pige?” Samt alt det gas fra folk, der konstant ser hende som undtagelsen, fordi hun kom så overbevisende først.

Hun veksler mellem selfie-bevidst superdyke og hemmelighedsfuld heltinde, der lader sig filme på den røde løber, i omklædningsrummet og på de utallige, lokale udendørs sommerscener, der findes overalt i Sverige.

Filmen er sine steder ujævn, men overgiver man sig til Silvana, mærker man, at hendes projekt er større end hende selv, og hun er konstant i udvikling. Hun vil bare leve. Skabe sin kunst. Være et menneske.

‘Silvana’ er en naturkraft.

Fusion TIFF File

Leave a Reply